Biomarkør-tilpasset behandling resulterer i favorable outcome ved højrisiko LBCL
EHA: Patienter med storcellet B-cellelymfom (LBCL) opnår bedre overlevelse, hvis behandlingen stratificeres efter risikofaktorer, viser langtidsdata fra et nordisk fase II-studie. Patienter med visse biologiske højrisikofaktorer kan således med fordel behandles med mere intensiv kemoimmunterapi i første linje.
Det er data fra en opdateret 52-månedersanalyse fra studiet LBC-06, der fastslår, at stratificering på baggrund af biologiske risikofaktorer er en fordel for unge patienter med LBCL. De blev præsenteret på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde, der blev afholdt i midten af juni i år (abstract #S238). De opdaterede data bekræfter den primære analyse (37 måneders opfølgning) samt data fra et forudgående studie (LBC-05), der ligeledes bekræftede, at risikostratificering havde en positiv effekt på failure free overlevelse (FFS) og samlet overlevelse (OS).
LBC-06 inkluderede 123 patienter i alderen 18-64 år med højrisiko primær LBCL (aldersjusteret International Prognostisk Index (aaIPI) ≥2 og/eller site-specifikke risikofaktorer for CNS-relaps). De blev behandlet med to serier R-CHOP og højdosis methotrexat (HD-Mtx) og afhængig af biologiske risikofaktorer fik de herefter fire serier R-CHOEP-14 (ingen biologiske risikofaktorer) eller fire serier DA-EPOCH-R (biologiske risikofaktorer). I tillæg hertil fik alle patienter én serie rituximab (R) og HD-cytarabin. Den biologiske højrisikogruppe bestod af 61 patienter (50 procent) med C-MYC-translokation, C-MYC og BCL2-translokation (dobbelt hit), 17p/TP53-deletion eller samtidig ekspression af MYC og BCL2, P53+ og/eller CD5+.
I den samlede studiepopulation oplevede 27 patienter (22 procent) behandlingssvigt og 12 patienter døde i løbet af studieperioden. Ni patienter afbrød behandlingen grundet bivirkninger, fem patienter havde primær refraktær sygdom, 12 patienter oplevede progression i deres lymfomsygdom i løbet af studietiden, inklusiv to CNS-events og to indolente lymfomer. Én patient døde af en anden sygdom.
Gavn af intensiveret terapi
Den femårige FFS var 75 procent og den femårige OS var 89 procent. Sammenlignet med historiske data var der ingen signifikant forskel i overlevelse for biologiske højrisikopatienter behandlet med DA-EPOCH-R (LBC-06) versus R-CHOEP-14 (LBC-05) baserede regimer (femårig OS, 88 procent versus 74 procent, p=0,109). Der kunne imidlertid observeres en overlevelsesfordel efter DA-EPOCH-R i subgruppen af patienter med aaIPI3 (femårig OS, 93 procent versus 62 procent, p=0,044).
Høje niveauer af cirkulerende tumor (ct)DNA forud for opstart af behandlingen, 17p/TP53-deletion og TP53-mutationer i plasma var associeret med inferiør OS, mens OS for patienter med alle andre typer af biologiske risikofaktorer var sammenlignelig med OS for patienter uden biologiske risikofaktorer. Hurtig clearance af ctDNA-niveauer efter to behandlingsserier korrelerede med favorabel overlevelse, og end-of-therapy ctDNA (MRD) negativitet karakteriserede helbredte patienter.
Forskerne konkluderer, at patienter med aaIPI3 og biologiske risikofaktorer kan have gavn af et DA-EPOCH-R-baseret regime, da det intensiverede kemoimmunterapi-regime kan overvinde den negative indvirkning af biologiske risikofaktorer – bortset fra TP53-mutationer, høj ctDNA-byrde og/eller MRD-positivitet.
Flere danske hospitaler har bidraget med patienter til LBC-06-studiet, herunder Aarhus Universitetshospital, Sjællands Universitetshospital og Rigshospitalet.