BsAbs giver flotte responsrater mod DLBCL og FL flere år efter behandling
ASH: Langtidsopfølgning på danske patienter med relaps eller refraktær diffust storcellet B-celle-lymfom (R/R DLBCL) eller follikulært lymfom (FL) viser, at knap tre ud af fire med komplet remission stadig er i remission tre år efter behandling med bispecifikke antistoffer.
Resultaterne fra langtidsopfølgningen blev præsenteret mundtligt på det amerikanske hæmatologiske selskabs årskongres ASH 2023 af medicinstuderende Emil Ramsø Kyvsgaard fra Rigshospitalets Afdeling for Blodsygdomme (abstract #618).
Data stammer fra 130 danske patienter, primært med relaps eller refraktær diffust storcellet B-celle-lymfom (R/R DLBCL), som deltog i tidlige fase I/II-forsøg med de bispecifikke antistoffer Columvi (glofitamab) og Tepkinly (epcoritamab).
”Det er tungt forbehandlede patienter, som alle har fået flere linjer kemoterapi. Hvis vi sammenligner med historiske data fra patienter, der har fået standardkemoterapi, så er det her uhørt gode responsrater, vi opnår med de bispecifikke antistoffer, siger læge og ph.d. Simon Husby fra Rigshospitalets Afdeling for Blodsygdomme, som er seniorforfatter til opfølgningsstudiet.
"Det er selvfølgelig ikke en head to head-sammenligning, så vi kan ikke med sikkerhed sige, at de er bedre end kemoterapi, men det formoder vi. Vi venter med spænding på de kommende randomiserede fase III-studier.”
Den mediane opfølgningstid på de 130 patienter var 14,8 måneder fra første behandling (4 til 74 måneder). Den samlede responsrate (ORR) var 75 procent, og 54 patienter (45 procent) opnåede komplet respons (CR), mens 37 patienter (31 procent) opnåede delvist respons (PR).
Hos patienter, som opnåede CR, var PFS-raten 84 procent (95% CI, 75–95) efter 12 måneder. I den samlede population var 73 procent (95% CI, 59–87) af patienterne, som opnåede CR, stadig i komplet remission efter 36 måneder. I subgruppen af patienter med DLBCL var 63 procent stadig i komplet remission efter 36 måneder.
Effekt ved mindre doser
Simon Husby fremhæver, at de bispecifikke antistoffer har vist sig effektive selv i doser, der er lavere end måldosis.
”Vi har sammenlignet patienter, som fik den anbefalede fase II-dosis (RP2D), med patienter, der fik mindre doser i fase I-studierne. Selv med en lille dosis opnås pæne responsrater, og forskellen mellem de to grupper er ikke særlig stor,” siger han.
12 måneder efter den første behandling var den samlede overlevelsesrate (OS) 65 procent i hele patientgruppen (95% CI, 57–74), mens den var 67 procent (95% CI, 56-68) hos patienter, der modtog R2PD. OS-raten efter 24 måneder var 55 procent (95% CI, 45–64) for hele populationen, mens den var 58 procent (95% CI, 45–70) for dem, der fik R2PD.
24-måneders eventfri overlevelse (EFS) var 42 procent (95% CI, 33–51) for alle patienterne, mens den var 50 procent (95% CI, 39–62) for dem, der havde fået R2PD.
BsAbs versus CAR-T
De bispecifikke antistoffer vil med al sandsynlighed skulle konkurrere mod CAR-T-celleterapi, som i september blev anbefalet af Medicinrådet til andenlinjebehandling af DLBCL. Det er for tidligt at sammenligne effekten af behandlingerne, men de danske data indikerer, at der er færre bivirkninger forbundet med de bispecifikke antistoffer.
”Vi har lavet en sammenligning med de fase III-data, der er publiceret på CAR-T-celleterapi, og bispecifikke antistoffer giver umiddelbart færre bivirkninger end CAR-T-celleterapi. Der er næsten ingen neurologisk toksicitet ved bispecifikke antistoffer, og cytokin release syndrom opstår i mindre grad end med CAR-T-celleterapi. Spørgsmålet er, om effekten er lige så god som med CAR-T-celleterapi – det ved vi ikke endnu,” siger Simon Husby.
De mest almindelige bivirkninger af bispecifikke antistoffer var CRS (grad 1 n=45, grad 2 n=28, grad 3 n=3, grad 4-5 n=0), varicella-zoster-infektion (n=8), hypogammaglobulinæmi (n=14), behandlingsrelateret leukæmi (n=3) og autoimmun colitis eller hepatitis (n=5). To patienter oplevede neurologiske bivirkninger (ICANS), begge grad 1. Til sammenligning fik 60 procent af patienterne i ZUMA-7 (registreringsstudiet for CAR-T-celleterapien Yescarta (axi-cel) til DLBCL red.) neurologiske bivirkninger efter behandling med CAR-T-celleterapi (21 procent i grad ≥3).
Blandt patienter, der modtog RP2D, var forekomsten af CRS 63 procent, mens patienter, der modtog lavere doser, havde en forekomst på 53 procent. Til sammenligning var CRS-forekomsten 92 procent i ZUMA-7.
I alt 54 patienter blev indlagt på grund af infektioner enten under eller efter behandlingen. De mest almindelige vira, der førte til indlæggelser, var COVID-19 (n=20) og varicella-zoster (n=8).
Til vurdering i Medicinrådet
Både glofitamab og epcoritamab ligger nu til vurdering ved Medicinrådet som mulig tredjelinje-monoterapi af DLBCL, men ifølge Simon Husby er der en forventning om, at de bispecifikke antistoffer vil blive kombineret med andre stoffer.
”Glofitamab og epcoritamab er relativt atoksiske, så de vil sandsynligvis blive kombineret med kemoterapi eller anden immunterapi. Hovedparten af de nye studier, der præsenteres på ASH i år, og de øvrige studier, der er søsat, er med kombinationer med andre stoffer. Det bliver spændende at se, hvordan stofferne klarer sig i fase III-studierne, og hvor de skal placeres i forhold til CAR-T-celleterapi,” siger Simon Husby.
