Konsoliderende kemoimmunterapi viser lovende antitumor effekt i pædiatrisk højrisiko cHL
EHA: Pædiatriske patienter med højrisiko klassisk Hodgkins lymfom (cHL), der har langsomt tidlig respons (SER) på initial behandling med kombinationskemoterapi, opnår lovende antitumor effekt, hvis de får konsoliderende Keytruda (pembrolizumab) plus COPDAC-28.
Det viser data fra fase II-studiet KEYNOTE-667, der blev præsenteret ved en oral session ved det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde i Frankfurt (abstract #S215).
Pædiatriske patienter med højrisiko cHL, der har SER på initial kemoterapi (OEPA), er i højere risiko for relaps, og de nuværende behandlingsstrategier kan medføre signifikant toxicitet. Der er således behov for nye terapeutiske strategier, der kan optimere outcomes for patientgruppen og minimere langtidsbivirkningerne.
I KEYNOTE-667 inkluderede 49 patienter med nydiagnosticeret stadie IIIEB, IIIEA, IIIEB, IIIB eller IVB cHL med SER. Patienterne var inddelt i to aldersgrupper: 3-17 år (børn) og 18-25 år (unge voksne). Den mediane alder var 15 år, 47 procent af patienterne var mænd, 49 procent havde bulky-sygdom og 63 procent havde stadie IV sygdom.
Patienterne fik induktionsbehandling med OEPA (vincristin, etoposid, prednison/prednisolon og doxorubicin) i to serier. De patienter, der opnåede hurtig tidligt respons på induktionen fik ikke-studiebehandling, mens patienter med SER (Deauville score 4 eller 5) fik konsoliderende behandling med pembrolizumab 2 mg/kg op til maksimalt 200 mg IV Q3W (3-17 år) eller 200 mg IV Q3W (18-25 år) plus fire serier COPDAC-28 (cyklofosfamid, vincristin, prednison/prednisolon og dacarbazin). Patienter med PET-positivitet (Deauville score 4 eller 5) efter konsolidering (LRA) fik stråleterapi samtidig med, at de fortsatte behandling med pembrolizumab, mens patienter med PET-negativitet efter konsolidering fortsatte behandlingen med pembrolizumab uden stråler. Alle patienter med SER fik vedligeholdelsesbehandling med pembrolizumab Q3W i op til 17 serier.
Studiets primære endepunkt var samlet responsrate (ORR) i patienter med SER, mens sekundære endepunkter inkluderede PET-negativitetsraten efter konsolidering og bivirkningsprofil.
Kan øge responset
Efter en median opfølgningsperiode på 15,3 måneder (3,2-30,5 måneder) var 45 procent færdige med behandling, 49 procent var fortsat i konsolidering og 6,1 procent havde afbrudt behandlingen. Patienterne havde mediant fået 16 serier pembrolizumab, og den mediane tid på pembrolizumab var 10,4 måneder (0,5-11,8 måneder). 86 procent havde LRA. 64 procent af de patienter, som havde LRA havde en PET-negativ respons, og undgik således strålebehandling.
86 procent af patienterne fik bivirkninger. De hyppigst forekommende bivirkninger var kvalme (20 procent), COVID-19 (16 procent) og hovedpine (16 procent). 27 procent fik grad 3/4 bivirkninger, og 14 procent fik alvorlige bivirkninger. Én patient afbrød behandlingen grundet en bivirkning, der ikke var behandlingsrelateret (COVID-19). Ingen patienter døde i studieperioden.
Behandlingsrelaterede bivirkninger opstod hos 61 procent af patienterne, og 12 procent fik grad 3/4 behandlingsrelaterede bivirkninger.
Af abstractet fremgår det, at data indikerer, at tillæg af pembrolizumab til COPDAC-28-konsolidering kan øge responset i patienter med højrisiko cHL.
Langt hovedparten af børn og unge voksne med cHL har en god prognose med en femårsoverlevelse på omkring 95 procent. Det er således overvejende patienter med SER på initial kemoterapi, som er i risiko for relaps.