Forskere vil udvikle optimal stråling mod lymfeknudekræft
Et nyt forskningsprojekt fra Rigshospitalet skal forbedre behandlingen af de hyppigste former for lymfeknudekræft som eksempelvis Hodgkin lymfom.
Formålet med det nye forskningsprojekt, der har professor Lena Specht i spidsen, er at medvirke til at sikre den mest optimale strålebehandling med færrest mulige senfølger for patienter med lymfeknudekræft.
En stor udfordring for behandlingen af lymfeknudekræft er, at sygdommen varierer fra patient til patient i forhold til, hvor kræften sidder, og hvilket stadie sygdommen er i, når den bliver diagnosticeret. Derfor får alle patienter lavet en PET-CT-scanning, Det er de informationer, man kan få ud af disse scanninger, som Lena Specht og forskerholdet skal studere, så man fra start kan sætte den rette behandling i gang.
”Vi ved, at jo mere sygdommen har spredt sig, desto dårlige går det patienterne. Vi vil nu undersøge, om vi ved at analysere PET-billederne nærmere kan finde en metode til at afgøre, hvilken kemoterapi patienten skal have, og hvor der skal gives strålebehandling,” siger Lena Specht til Kræftens Bekæmpelse.
Forskningsprojektet skal også undersøge de patienter, der får tilbagefald. Her vil man undersøge, hvor sygdommen kommer igen, og om der er givet strålebehandling på området eller ej. Herved vil man så kunne afgøre mere præcist, hvornår strålebehandling skal anvendes, og hvilket område på kroppen, der fra starten skal strålebehandles, så man kan undgå tilbagefald.
Sidste del af projektet handler om at analysere risikoen for senfølger. Man vil blandt andet udvikle en metode, som lægerne kan bruge i det daglige arbejde. Den skal kunne afgøre, hvilken strålebehandlingsplan og -teknik, der alt i alt giver den mindste risiko for alvorlige senfølger og uden, at den høje helbredelsesprocent sættes over styr.
Projektet er i gang og forventes afsluttet i februar 2019.

