Allerede på dette tidlige stadie kan vi se, at responset varer længere end et år for mange af patienterne, og vi kan se konturerne af en progressionsfri overlevelse, som er på niveau med CAR-T-behandling," siger Martin Hutchings.
Praksisændrende: Epcoritamab giver uhørt høje responsrater mod DLBCL
EHA: Det bispecifikke antistof epcoritamab imponerer mod relaps eller refraktær diffust storcellet B-celle lymfom (DLBCL), og en mild bivirkningsprofil gør det oplagt at kombinere lægemidlet med andre kræftbehandlinger.
Det er potentielt praksisændrende resultater, som lørdag blev præsenteret på Presidential Symposium til EHA 2022. Resultaterne er fra fase I/II-studiet EPCORE™ NHL-1 (abstract #LB2364), der inkluderede 157 patienter med DLBCL, som i gennemsnit havde været igennem tre tidligere behandlingslinjer. 38,9 procent af patienterne var refraktære efter CAR-T-behandling. Efter behandling med epcoritamab og en median opfølgning på 10,7 måneder var den samlede responsrate 63 procent, mens den komplette responsrate var 39 procent.
”Det er en gruppe af patienter, som er ekstremt svære at behandle, så det er meget imponerende responsrater. De er bedre end noget, vi har set før,” siger Martin Hutchings, overlæge på Rigshospitalets afdeling for Blodsygdomme og leder af den hæmatologiske del af Fase 1 Enheden, som deltager i studiet.
”Jeg hæfter mig også ved, at responset i mange tilfælde er varigt. Allerede på dette tidlige stadie kan vi se, at responset varer længere end et år for mange af patienterne, og vi kan se konturerne af en progressionsfri overlevelse, som er på niveau med CAR-T-behandling.”
De mest potente lægemidler nogensinde
Resultaterne kommer en uge efter, at resultaterne af et tilsvarende forsøg med det bispecifikke antistof glofitamab blev præsenteret på ASCO 2022. I glofitamab-forsøget var patientgruppen den samme, og den samlede og komplette responsrate var på henholdsvis 50 procent og 35,2 procent. Rigshospitalet medvirker i både glofitamab- og encoritamabstudiet, og det var her, at den første patient i verden modtog glofitamab i 2017. Martin Hutchings har været med fra begyndelsen, og han betegner de bispecifikke antistoffer som de mest potente lægemidler nogensinde.
”Det er baseret på, hvad jeg har set de sidste 5,5 år med glofitamab og de sidste 4,5 år med epcoritamab. Det er uhørt høje responsrater hos patienter, som ikke har responderet på adskillige tidligere behandlingslinjer, og de nye lægemidler kommer til at ændre praksis,” mener overlægen.
På trods af de marginalt bedre responsrater med epcoritamab mener Martin Hutchings ikke, at epcoritamab er et mere lovende lægemiddel end glofitamab.
”Man skal ikke lægge så meget i de små forskelle i responsraterne. Der er tale om fase I/II-studier, og forskellene kan være tilfældige eller bero på patientselektion eller andre faktorer. Derudover er forskellene for små til, at man kan udlede noget af det.”
Uanede kombinationsmuligheder
Glofitamab og epcoritamab er begge målrettet overflademolekylerne CD3, som findes på T-cellerne, og CD20, som findes på overfladen af stort set alle B-celle lymfomer, men der er små forskelle på de to lægemidler.
For det første binder de sig til forskellige steder på CD3- og CD20-molekylerne. For det andet har glofitamab en 2:1-konfiguration med to CD20-domæner og ét CD3-domæne, mens epcoritamab har en symmetrisk konfiguration med ét CD20-domæne og ét CD3-domæne. For det tredje er glofitamab udviklet til at blive givet intravenøst, mens epcoritamab er udviklet til at blive givet subkutant. Der er dog studier i gang, hvor man giver glofitamab subkutant.
”Ingen patienter har fået epcoritamab intravenøst, og det er lidt af et sats, men det kan være en medvirkende årsag til, at epcoritamabs bivirkningsprofil er så god, som den er. Enkelte patienter har fået relativt alvorlig CRS (cytokin release syndrom, red.), men langt de fleste har modtaget behandlingen uden nævneværdige bivirkninger, og det er enormt vigtigt,” siger Martin Hutchings.
I epcoritamab-forsøget fik 49,7 procent af patienterne CRS, hvoraf 31,8 procent var grad 1, mens 15,3 procent var grad 2 og 2,5 procent grad 3.
”Kombinationen af en mild bivirkningsprofil og det faktum, at den hyppigste bivirkning CRS oftest kun opstår i løbet af den første måned, gør det oplagt at forsøge at kombinere de bispecifikke antistoffer med andre kræftbehandlinger. Vi er kun lige i begyndelsen af udviklingsfasen, og når vi finder de rigtige kombinationer og får raffineret den måde, vi giver behandlingen på til de forskellige patientgrupper, kan det for alvor tage fart,” mener Martin Hutchings.
