Blincyto viser lovende takter hos ældre nydiagnosticerede B-ALL-patienter
Det CD19-bispecifikke antistof Blincyto (blinatumomab) er en veltolereret og effektiv behandling af ældre patienter med nyligt diagnosticeret Philadelphia (Ph)-kromosomnegativ B-celle akut lymfatisk leukæmi (B-ALL).
Det viser resultater fra fase II-studiet SWOG 1318.
Kemoterapiresultater hos ældre patienter med Ph-negativ B-ALL er generelt dårlige. Formålet med det nye studie, som er publiceret i Journal of Clinical Oncology, var at evaluere Blincyto som induktions- og konsolideringsbehandling efterfulgt af vedligeholdelseskemoterapi med POMP (prednisolon, vincristin, 6-mercaptopurin og methotrexat) hos ældre patienter med nydiagnosticeret Ph-negativ B-ALL, inklusive patienter med dårlig risiko cytogenetik.
Nyligt diagnosticerede
De 29 patienter, som deltog i studiet, havde en gennemsnitsalder på 75 år og var nyligt diagnosticeret med Ph-negativ B-ALL. Gennemsnitsantallet for knoglemarvsblast ved diagnosen var 87 procent. Cytogenetisk risiko var ringe hos 10 patienter (34 procent), og fem ud af 14 patienter (36 procent) havde den Ph-lignende ALL-gensignatur.
Patienterne modtog Blincyto som induktionsbehandling i en-to cyklusser indtil opnåelse af respons (komplet remission (CR) og CR med ufuldstændig ’count recovery’). Patienterne modtog derefter tre cyklusser af konsolidering med Blincyto efterfulgt af 18 måneders POMP vedligeholdelseskemoterapi. Otte doser af intrathekal methotrexat blev administreret som centralnervesystemsprofylakse.
I alt 19 patienter (66 procent) opnåede CR. Kaplan-Meier tre-års sygdomsfri overlevelse og samlede overlevelsesestimater var henholdsvis 37 procent (95 procent CI, 17 til 57) og 37 procent (95 procent CI, 20 til 55).