Medicinrådet blæser på det 4. princip

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Personlig medicin vil potentielt kunne øge overlevelsen ved T-ALL

Forskere fra Københavns Universitet har fundet frem til en kombinationsbehandling, der potentielt vil kunne øge overlevelsen hos mennesker med T-celle akut lymfatisk leukæmi (T-ALL).

T-ALL er en aggressiv sygdom, der oftest rammer børn. Standardbehandlingen ved T-ALL er intensiv kemoterapi, der medfører, at cirka 75 procent af patienterne er i live efter fem år. Cirka en ud af fire patienter reagerer imidlertid ikke på behandlingen eller udvikler resistens mod den.

I det nye studie, som er publiceret i Nature Communications, har forskere ved Københavns Universitet identificeret en kombinationsbehandling, der potentielt vil kunne bruges til patienter, der ikke reagerer på standard kemoterapi.

”Vores undersøgelse tyder på, at vi vil kunne bruge personlig medicin til at ramme kræftcellerne i den undergruppe af T-ALL-patienter, der ikke indledningsvis reagerer på eller holder op med at reagere på standard kemoterapi. Ved at kombinere to specifikke proteinhæmmere har vi vist, at vi kan opnå en stærk og holdbar effekt på at hæmme leukæmicellevækst. Dette kan potentielt forbedre den samlede overlevelsesprocent for T-ALL-patienter,” siger Giulia Franciosa, adjunkt ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, i en pressemeddelelse.

Størstedelen af T-ALL-patienter har mutationer i det såkaldte Notch1-gen. Mutationen medfører, at en celleoverfladereceptor fremmer væksten af kræftceller. Ved at bruge et lægemiddel, der hæmmer denne receptor, er det muligt at forhindre kræftcellerne i at dele sig og vokse. Men kræftcellerne er gode til at tilpasse sig og udvikler i mange tilfælde resistens mod Notch-inhibitoren. Derfor har forskerne ledt efter en behandlingsform, der fokuserer på to proteiner på samme tid.

Ved at sammenligne celler, der er modtagelige for Notch-hæmning, med celler, der er resistente – enten fra starten eller over tid – har forskerne identificeret signalproteinet Kinase C, der er skyld i lægemiddelresistensen. Ved at fokusere på både Notch1 og Kinase C var de i stand til at eliminere resistensen.

Forskerne håber, at deres opdagelse med tiden kan bruges til behandling af T-ALL-patienter, der ikke tolererer eller reagerer på standard kemoterapi.

 

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift