Ven+Aza forbedrer overlevelsen for ældre AML-patienter
Tilføjelse af Venetoclax (VEN) til behandling med azacitidine (AZA) giver markant bedre effekt på overlevelsen hos ældre AML-patienter, som ikke er egnede til intensiv kemoterapi.
Behandlingen har vist statistisk signifikant og klinisk meningsfuld forbedring af responsrate og overlevelse sammenlignet med behandling med AZA alene, samtidig er bivirkningerne håndterbare, viser fase III-studiet VIALE-A.
Ældre, hidtil ubehandlede AML-patienter, som ikke kan sættes på en intensiv kemokur har i dag ikke mange gode muligheder for behandling, men i det randomiserede, dobbeltblindede og placebokontrollerede multicenterstudie VIALE-A-studie har behandling med VEN+AZA forlænget den mediane overlevelse fra 9,6 til 14,7 måneder, og reduceret risikoen for død med 34 procent i den udsatte patientgruppe. Det er første gang, at en behandling viser så god effekt i den ældre patientgruppe, og med de resultater er der lagt op til et nyt behandlingsparadigme til denne patientgruppe, fortalte overlæge ved The University of Texas MD Anderson Cancer Center Csourtney DiNardo, da hun præsenterede studiet ved den virtuelle EHA-kongres i juni.
“Der er et stort behov for en effektiv behandling til de ældre AML-patienter. Prognosen har været dårlig for disse patienter på grund af deres højrisikosygdom og på grund af komorbiditet. Det giver mening at give denne gruppe lidt mindre intensiv behandling, men responsraten er lav, og overlevelsen er mindre end et år efter diagnosen. Venetoclax har demonstreret imponerende responsrater og lovende effekt hos denne patientgruppe, og resultaterne er nu bekræftet i fase III-studiet,” siger Courtney DiNardo.
I VIALE-A er effekten og sikkerheden ved AZA+VEN blevet undersøgt i sammenligning med AZA+placebo hos hidtil ubehandlede patienter med AML. Den mediane alder i studiet var 76 år, og patienterne blev randomiseret 2:1 til 400 mg venetoclax dagligt plus 75 mg/m2 azacitidine på dag et-syv i 28-dages cyklusser eller til azacitidine alene. 86 patienter fik kombinationsbehandlingen og 145 fik kun AZA. Studiets primære mål var overlevelse, og sekundære mål var remissionsrater (complete remission og complete remission med incomplete hematologic recovery) ved starten på anden cyklus, komplet remission, transfusionsuafhængighed, generel overlevelse i bestemte molekylære subgrupper, og aktivitetsfri overlevelse.
Medianopfølgning var 20,5 måneder, og patienterne modtog mediant syv cyklusser i gruppen med kombinationsbehandling og 4,5 cyklusser i AZA-gruppen.
Patienter, som fik kombinationsbehandlingen, oplevede hurtigere respons end kontrolgruppen, som kun fik AZA, og desuden var effekten større i alle studiets subgrupper.
“Med det vigtige forbehold, at mange af subgrupperne er ganske små, så gav kombinationsbehandlingen bedre resultat i samtlige subgrupper, herunder nogle af de patienter, der er sværest at behandle, som for eksempel patienter over 75 år og dem med sekundær AML. Vi så en fordobling eller mere af responsraterne i alle de genetiske subgrupper, vi har evalueret,” sagde DiNardo ved præsentationen.
Bivirkningsprofilen i VIALE-A er generelt konsistent med det man allerede kender fra VEN-AZA og fra de to behandlinger uafhængigt af hinanden. De mest almindelige grad 3 og 4-hændelser hos patienter, som fik kombinationsbehandlingen var trombocytopeni (45 procent), neutropeni (42 procent), febril neutropeni (42 procent), anæmi (26 procent), leukopeni (21 procent), pneumoni (20 procent) og hypokaliæmi (11 procent).
Blandt alvorlige bivirkninger gav kombinationsbehandlingen tre gange så mange tilfælde af febril neutropeni som AZA alene, men færre tilfælde af pneumoni. Mave-tarmreaktioner var almindelige i begge studiets arme, mens tumorlysesyndrom kun forekom hos tre patienter i kombinationsbehandlingen. Dødeligheden efter 30 dage var henholdsvis syv procent og seks procent i de to grupper.