
Infektion kan være årsag til børneleukæmi
EHA 22: Leukæmi i barndommen kan hænge sammen med udsættelse for almindelig infektion.
Sådan lyder budskabet fra et studie (Abstrakt S148), der har etableret og karakteriseret to genetisk modificerede musemodeller, der repræsenterer klassiske subtyper af børneleukæmi (Pax5 +/- og TEL-AML1). Resultater fra studiet blev præsenteret af Julia Hauer fra Heinrich Heine Universität, Düsseldorf, Tyskland, fredag eftermiddag på EHA-årsmødet.
Professor på Rigshospitalet Kjeld Schmiegelow kender forskergruppen bag studiet godt og kalder resultaterne ”særdeles interessant forskning”.
”Julia Hauer har i en årrække arbejdet på musemodellen, blandt andet sammen med den spanske børneleukæmigruppe. Det er en banebrydende model, der forsøger at afdække de biologiske mekanismer bag dels leukæmi hos børn med en genetisk disposition til ALL – hvilket gælder tre procent af alle børn, der udvikler ALL – dels spontan ALL,” siger Kjeld Schmiegelow.
Infektion som udløser af leukæmiudvikling hos børn er blevet diskuteret i årtier, men de videnskabelige beviser er sjældne. Den tyske forskergruppes model giver nyt indblik i infektioners rolle i leukæmiudvikling og åbner for, at man en dag kan arbejde på at forebygge leukæmi hos børn.
Kjeld Schmiegelow understreger imidlertid, at resultaterne er vist i mus, og at der derfor er langt til en decideret snak om forebyggelse af børneleukæmi.
”Det største problem er reelt, at det endnu ikke er vist, at disse børnecancerdyremodeller reelt simulerer de mekanismer, der gør sig gældende hos mennesker. Pax5 er dog meget hyppigt muteret ved ALL hos børn, og Rag1 er med stor sandsynlighed involveret i patogenesen. Så stærk forskning, men der er langt til præventiv intervention,” siger han.
Resultaterne viser blandt andet, at mekanismen for leukæmiudvikling udløst af infektion er afhængig af den genetiske subtype (Pax5 +/- og TEL-AML1). Det er imidlertid uvist, hvilken molekylær BCP-ALL-subtype der kan udløses ved udsættelse for infektion, og hvordan den præleukæmiske klon udvikler sig til BCP-ALL.
Akut leukæmi er den mest almindelige form for kræft i barndommen, og forekomsten er stigende, især i socioøkonomisk udviklede lande.

