Palliativ pleje under HCT giver bedre livskvalitet
Palliativ pleje under indlæggelse kan hjælpe med at opretholde livskvaliteten (QoL) hos patienter, der gennemgår hæmatopoietisk stamcelletransplantation (HCT).
Det viser resultaterne fra et randomiseret klinisk forsøg, der er publiceret i JAMA (Journal of the American Medical Association).
Studiet har vurderet effekten af palliativ pleje under indlæggelse på både patient- og omsorgspersonsrapporterede resultater, mens patienterne var indlagt under HCT og i tre måneder efter transplantationen.
I alt deltog 160 voksne med hæmatologiske maligniteter, som gennemgik autolog/allogen HCT og 94 omsorgspersoner. I alt 81 patienter blev set af palliative plejere mindst to gange om ugen, mens de var indlagt. Den palliative indsats havde fokus på styring af både fysiske og psykiske symptomer, og dem, der var tildelt standardbehandling (79 patienter) kunne også anmode om at blive set af et palliativ plejeteam. Livskvalitet blev målt baseret på gennemsnitlig FACT-BMT score.
I perioden to uger efter deres transplantationer oplevede de patienter, der fik palliativ behandling under indlæggelsen, et fald på 14,72 point i QoL. Til sammenligning oplevde de patienter, der var blevet tildelt standardtransplantationsbehandling alene et fald på 21,54 point. Forskellen var statistisk signifikant.
Ud over bedre livskvalitet oplevede patienterne, der fik palliativ behandling, også mindre stigning i depressionssymptomer, færre angstsymptomer og mindre stigning i symptombyrde, sammenlignet med dem, der modtog standardpleje. Depressionsscoren var stadig lavere i interventionsgruppen efter tre måneder, mens der ikke var en langvarig signifikant forskel mellem de to grupper med hensyn til angstsymptomer.
Ud fra studiets resultater konkluderer forskerne, at palliativ pleje kan bidrage til at mindske det fald i livskvalitet, som mange patienter oplever under indlæggelse i forbindelse med HCT.

