Nyt fund kan måske forklare manglende effekt af immunterapi hos patienter med AML
Forskere fra Lund Universitet har identificeret et nyt protein på overfladen af syge celler hos patienter med akut myeloid leukæmi (AML), der viser sig at spille en helt central rolle for kræftcellernes evne til at undgå immunsystemets T-celler. Tilstedeværelsen af proteinet kan muligvis forklare, hvorfor immunterapi hidtil har haft meget begrænset effekt i AML.
De opsigtsvækkende forskningsresultater er for nylig publiceret i Nature Cancer.
Det nye protein, som de svenske forskere fra Lund Universitet har identificeret, har fået navnet SLAMF6, og det er kun til stede på overfladen af syge leukæmiceller. Raske blodstamceller udtrykker ikke proteinet. Ved at undersøge proteinets funktion ved brug af CRISPR/Cas9-geneditering fandt forskerne, at SLAMF6 spiller en central rolle for leukæmicellers evne til at undgå at blive detekteret af T-cellerne. SLAMF6 bidrager således til fortsat sygdomsprogression - og vækst.
I samarbejde med SciLifeLab Drug Discovery and Development Platform har forskerne udviklet et antistof, som er i stand til at blokere SLAMF6. I prækliniske studier har behandling med antistoffet ført til, at T-cellerne pludselig var i stand til at finde og slå leukæmicellerne ihjel.
”Vores fund kan delvist forklare, hvorfor immunterapi indtil videre kun har haft begrænset effekt i AML. Det er et vigtigt fremskridt, men videre forskning og kliniske studier er nødvendige, førend vores fund kan blive relevante som behandling for en patientgruppe, der har et stort behov for nye behandlingsmuligheder,” siger én af forskerne bag det nye studie Niklas Landberg i en pressemeddelelse fra Lund Universitet.
Han er forskningsgruppeleder ved Lund Universitet samt hæmatolog ved Skåne Universitetshospital.
Kliniske studier på vej
Forskerne har identificeret SLAMF6 gennem en storstilet kortlægning af proteiner på overfladen af leukæmi-stamceller i knoglemarvsprøver fra tre patienter med AML. De tre patienters sygdom var kendetegnet ved at være meget vanskelig at behandle. Kortlægningen af overfladeproteiner fra de syge stamceller blev efterfølgende sammenlignet med blodstamceller fra raske individer, og herved stod det klart, at SLAMF6 alene var udtrykt hos patienter med AML. Fundene blev valideret i yderligere 50 AML-patienter.
I pressemeddelelsen fra Lund Universitet beskrives fundet som et afgørende skridt i retning af udviklingen af mere individualiseret kræftbehandling. Arbejdet med den videre udvikling og afprøvning af antistoffet mod SLAMF6 fortsætter med det formål at afprøve effekten og sikkerheden i kliniske studier.
Forskerne bag studiet har etableret et spin-off firma, Lead Biologics, som driver den kommercielle udvikling af antistoffet.
Studiet blev udført med funding fra en lang række svenske fonde og organisationer, heriblandt den svenske børnecancerfond, Cancerfonden i Sverige og det svenske forskningsråd.
