Amerikansk biotek-firma suspenderer udviklingen af CDC7-hæmmer mod MDS og AML
Det amerikanske biotek-firma Schrödinger har valgt at stoppe udviklingen af CDC7-hæmmeren SGR-2921, som var under afprøvning i et fase I-studie hos patienter med fremskreden myeloid kræft. To patienter døde i studiet, og firmaet vurderer, at SGR-2921 har bidraget til dødsfaldene.
For nylig meddelte Schrödinger, at det kliniske udviklingsprogram for SGR-2921 er blevet suspenderet. I en pressemeddelelse oplyser det amerikanske biotech-firma, at de to dødsfald, der fandt sted i forbindelse med fase I-afprøvningen, formentlig har haft relation til SGR-2921. Og af den grund vurderer firmaet, at den videre udvikling af lægemidlet ikke bør fortsætte.
”Patienternes sikkerhed er vores højeste prioritet, og set i lyset af de to behandlingsrelaterede dødsfald i fase I-dosiseskalationsstudiet har vi besluttet at afbryde den videre udvikling af SGR-2921. Selvom det er en skuffelse i betragtning af den tidlige kliniske aktivitet, der er observeret, mener vi, at det er det rette valg for patienterne, udtaler Margaret Dugan, chief medical officer hos Schrödinger i pressemeddelelsen.
SGR-2921 er en CDC7-hæmmer. CDC7 er én af nøglekomponenterne i det såkaldte RS-respons, og hæmning af CDC7 i cancerceller har vist sig at resultere i ophobning af DNA-skade og celledød. Potentialet ved CDC7-hæmning er blevet evalueret i flere studier de seneste 20 år, men ingen af lægemiddelkandidaterne er gået videre til kliniske studier i de sene faser, oplyser onlinemediet FierceBiotech.
Store forhåbninger
Fase I-studiet af SGR-2921 blev igangsat på baggrund af prækliniske data, der havde demonstreret et lovende potentiale. Schrödinger betegnede dengang SGR-2921 som ”den mest potente CDC7-hæmmer til dato med stærke, lægemiddellignende egenskaber.”
Fase I-studiet af SGR-2921 inkluderede patienter med recidiverende eller refraktær akut myeloid leukæmi (AML) samt patienter med højrisiko myelodysplastisk syndrom (MDS). De to dødsfald blev observeret hos patienter med AML.
”Vi havde håbet, at det eksperimentelle lægemiddel kunne blive en behandling mod akut myeloid leukæmi, da tilbagefaldsraterne er høje, sygdommen progredierer hurtigt og behandlingsmulighederne er begrænsede i dag. Vi er meget taknemmelig for de forskere, patienter og familier, der har deltaget i det kliniske studie,” udtaler Margaret Dugan.
