Lavere sygdomsbyrde ved baseline øger chancen for effekt af CAR-T i fremskreden CLL/SLL
EHA: Patienter med relaps eller refraktær kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) eller lille lymfatisk lymfom (SLL) har størst effekt af behandling med CAR-T-celleterapien Breyanzi (lisocabtagene maraleucel, liso-cel), hvis de har lav sygdomsbyrde ved baseline.
Det viser en eksplorativ analyse fra fase I/II-studiet TRANSCEND CLL 004, som blev præsenteret ved en oral session på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde 2024 i juni (abstract #158). I analysen har man undersøgt, hvilke præterapeutiske karakteristika der kendetegnede patienter fra primæranalysen, som responderede godt på behandlingen med liso-cel.
Den primære analyse fra TRANSCEND CLL 004 viste, at liso-cel (100x106 CD19-rettede CAR-T-celler) førte til komplet respons (CR) eller komplet remission med inkomplet hæmatologisk genopretning (CRi) hos 18 procent af de inkluderede patienter, og en samlet responsrate (ORR) på 47 procent. For subgruppen af patienter, som forud for inklusion i studiet var progredieret på behandling med en BTK-hæmmer, og som ikke havde haft effekt af Venclyxto (venetoclax), var CR-raten 18 procent og ORR var 43 procent. Efter længere opfølgning (23,5 måneder) var CR-raten og ORR øget til henholdsvis 19 og 48 procent i den samlede effekt-evaluerbare population, mens tallene var steget til henholdsvis 20 og 44 procent hos patienter, som var progredieret på en BTK-hæmmer, og som var refraktære over for venetoclax.
Den eksplorative analyse er baseret på data fra primæranalysen efter en medianopfølgning på 21,1 måneder. Den inkluderede 87 patienter (BOR of CR/CRi, n = 16; PR/nPR, n = 25; SD/PD, n = 40; NE, n = 6). Der blev lavet post hoc-univariable analyser for at evaluere mulige korrelationer mellem demografiske features, højrisiko cytogenetik, sygdomsstadie/risikoscore og biomarkør-laboratorietests med CR- og OR-endepunkter.
Flere analyser på vej
Data viser, at lavere beta-2 mikroglobulin (B2M) var korreleret til CR. Rai stadie 0-II ved screening samt lavere sum af produktet af perpendikulære diametre (SPD) af lymfeknuderne før lymfodepleterende kemoterapi (LDC) viste lignende trends mod CR. Fravær af omfattende sygdom, lavere SPD samt en BALL-risikoscore på 0-1 forud for LDC var præterapeutiske karakteristika, der var korreleret til respons.
Der var tilsyneladende ingen korrelation imellem opnåelsen af respons (CR/OR) og alder, køn, mutationer i TP53, deletion 17p, umuteret IGHV eller tilstedeværelsen af kompleks karyotype på screeningstidspunktet.
I abstractet konkluderes det, at patienter med relaps eller refraktær CLL/SLL med lavere sygdomsbyrde ved baseline (lavere SPD, lavere B2M og fravær af omfattende sygdom) havde en øget sandsynlighed for at opnå respons på behandling med liso-cel. CAR-T-celleterapien var effektiv, uanset om patienterne havde højrisiko sygdoms-features såsom TP53-mutationer, deletion 17p, umuteret IGHV og kompleks karyotype.
Der pågår andre analyser af data fra TRANSCEND CLL 004, der undersøger eventuelle sammenhænge mellem andre karakteristika og respons på behandlingen med liso-cel lige såvel som sikkerhedsendepunkter, inklusiv CRS og ICANS.
