Patienter med langsomt voksende CLL kan undvære specialiseret opfølgning
Der er ikke forskel i treårsoverlevelsen blandt patienter med langsomt voksende kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), som har været fulgt på hospitalet og patienter, der ikke har.
Det viser resultatet af et dansk studie, der som det første nogensinde har undersøgt konsekvenserne af at stoppe den specialiserede CLL-opfølgning.
Patienterne i studiet var karakteristeret ved at have langsomt voksende CLL med ingen symptomer og en lav risiko for nogensinde at få behov for behandling for deres sygdom. Studiet viser, at patienter, som stoppede med at gå til opfølgning på en specialiseret hospitalsafdeling, havde færre hospitalsbesøg, færre infektioner, og de havde en sammenlignelig samlet overlevelse efter tre år sammenlignet med de patienter, som fortsatte med den specialiserede opfølgning.
Studiet er det første studie til dato, som har set på betydningen af at afbryde den specialiserede opfølgning.
”Vores fund viser, at det er muligt at afbryde den specialiserede opfølgning for patienter, som er i meget lav risiko for at få behov for CLL-behandling – og hvis man gør det, så gør det ingen skade på patienterne,” udtaler Carsten Utoft Niemann, overlæge på Rigshospitalets afdeling for blodsygdomme og studiets sidsteforfatter i en pressemeddelelse på det amerikanske hæmatologiske selskab ASH’s hjemmeside.
Tid nok til at gribe ind
Tidligere studier har vist, at op imod tre ud af ti patienter med CLL aldrig får behov for behandling for deres sygdom. Disse patienter går imidlertid ofte stadig i et mangeårigt specialiseret opfølgningsforløb (”watchful waiting”), hvor de blandt andet får foretaget undersøgelser og taget blodprøver. Det kan være forbundet med angst og psykologisk bekymring.
Studiet viser, at 84 procent af patienterne ikke havde tegn på sygdomsprogression og ikke blev tilbagehenvist til en hæmatologisk afdeling i løbet af en treårig periode. For de resterende 16 procent, som udviklede tegn på CLL-progression, og som blev sendt tilbage i hospitalsregi, var det muligt at iværksætte behandling tidsnok til at få kontrol over sygdommen hos de patienter, som havde behov for det.
Ud af de i alt 2.811 hospitalskontakter, der blev registreret i studieperioden, stod patienter, som ikke gik til kontrol på hospitalet, for 873 (31 procent) af dem sammenlignet med 1938 (69 procent) i kontrolgruppen. 45 procent af patienterne i den førstenævnte gruppe udviklede infektioner, der krævede antibiotika, mens det gjorde sig gældende for 51 procent i sidstnævnte gruppe.
Ingen randomisering
Studiet er baseret på data om 200 CLL-patienter, som var diagnosticeret med CLL, men som aldrig havde fået behandling for sygdommen. Patienter, hvis CLL-karakteristika indikerede, at de havde en høj eller meget høj risiko for at få behov for behandling på sigt, var ekskluderet fra studiet. 112 ud af de 200 patienter med lav risiko for at få behov for behandling, blev bestemt til ikke at skulle indgå i et specialiseret opfølgningsforløb. De blev rådet til at blive vaccineret imod lungebetændelse og influenza, og til at kontakte deres praktiserende læge, hvis de fik feber, kulderystelser, nattesved, vægttab eller symptomer på infektion. De resterende 88 patienter fortsatte som vanligt i et specialiseret opfølgningsforløb på en hæmatologisk afdeling.
Studiets primære endepunkt var den samlede overlevelse (OS) efter tre år, mens de sekundære endepunkter inkluderede hospitalskontakter, tid til udvikling af første infektion, varighed af infektioner, den treårige rate af tilbagehenvisning til en hæmatologisk afdeling og tiden til behov for første CLL-behandling.
Data viser, at 14 af de patienter, som afbrød den specialiserede opfølgning, døde i løbet af studieperioden, mens det gjorde sig gældende for 19 af de patienter, som fortsat gik til kontrol på hospitalet. Årsagerne til død var infektioner, andre kræftformer, hjertesygdom, stroke, traume og Alzheimers sygdom.
Det er en begrænsning ved studiet, at det ikke er designet med randomisering.