CPX-351 forbedrer RFS hos yngre AML-patienter
Behandlingsregimet CPX-351 forbedrer den recidivfri overlevelse (RFS) hos yngre patienter med sekundær akut myeloid leukæmi (AML) sammenlignet med FLAG-Ida, viser data fra det britiske NCRI AML19-studie.
CPX-351 forbedrer ikke den samlede overlevelse (OS) - kun hos subgruppen af patienter med mutationer i MDS-relaterede gener.
I NCRI AML19 har de britiske forskere sammenlignet CPX-351 (liposomal daunorubicin og cytarabin) med FLAG-Ida (fludarabin, cytarabin, idarubicin og granulocytkolonistimulerende faktor) hos yngre voksne med nydiagnosticeret cytogenetisk AML eller højrisiko myelodysplastiske syndromer (MDS). I alt blev 189 patienter med en gennemsnitsalder på 56 år randomiseret til at modtage en af de to behandlinger. Cirka halvdelen (49 procent) af patienterne havde de novo AML, 20 procent havde sekundær AML, og 30 procent havde højrisiko MDS. MDS-relateret cytogenetik var til stede hos 73 procent af patienterne, med kompleks karyotype hos 49 procent. TP53 var det hyppigst muterede gen og var til stede hos 43 procent af patienterne. Myelodysplasi-relaterede genmutationer var til stede hos 75 patienter (44 procent).
Data viser, at den gennemsnitlige RFS var signifikant forbedret med CPX-351 versus FLAG-Ida; 22,1 måneder versus 8,35 måneder (HR=0,58; 95 % CI 0,36-0,95; P=0,03). Den samlede responsrate (CR plus CRi) var 64 procent for CPX-351 og 76 procent for FLAG-Ida (HR=0,54; 95 % CI 0,28-1,04; P=0,06). Der var ingen signifikant forskel i OS mellem de to arme. OS var henholdsvis 13,3 måneder og 11,4 måneder (HR=0,78; 95 % CI 0,55-1,12; P=0,17). Der var heller ingen signifikant forskel i eventfri overlevelse (HR=0,90; 95 % CI 0,64-1,27; P=0,55).
Der var ingen forskel i OS hos patienter med klinisk defineret sekundær AML (HR=1,1; 95 % CI 0,52-2,30) eller hos patienter med MDS-relaterede cytogenetiske abnormiteter (HR=0,94; 95 % CI 0,63-1,40). Dog havde en subgruppe af patienter med MDS-relaterede genmutationer signifikant længere OS med CPX-351 end med FLAG-Ida; gennemsnitligt 38,4 måneder mod 16,3 måneder (HR=0,42; 95 % CI 0,21-0,84, heterogenitet P=0,05).
NCRI AML19 er for nylig publiceret i Blood Advances.