Dansk studie bekræfter: Brystkræftoverlevere har øget risiko for at få hæmatologisk kræft
Sammenlignet med baggrundsbefolkningen har brystkræftoverlevere en større risiko for at udvikle hæmatologisk kræft. Det gælder i særlig grad akut myeloid leukæmi (AML), og her kan forekomsten formentlig relateres til de brystkræftbehandlinger, kvinderne tidligere har fået.
Tidligere studier har vist, at brystkræftoverlevere er i øget risiko for at udvikle myeloid og lymfoid leukæmi samt Non-Hodgkins lymfom (NHL). De fleste af studierne inkluderer imidlertid ikke kvinder, der behandles efter de nuværende brystkræftanbefalinger, og derfor var det vigtigt at opdatere den eksisterende viden, siger studiets førsteforfatter Cathrine Fonnesbech Hjorth, postdoc ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
”Over de sidste knap 40 år er der løbende sket markante ændringer i den behandling, patienter med brystkræft tilbydes i Danmark, og patientbilledet har ændret sig. Derfor var det vigtigt at undersøge, om risikoen for at udvikle hæmatologisk kræft efter et brystkræftforløb, var til stede i samme grad, som tidligere studier har vist – eller om den var faldende eller stigende. Vores studie understreger, at risikoen stadig er et opmærksomhedspunkt og fortsat bør være det, når der introduceres nye brystkræftbehandlinger.”
Studiet har set på en kohorte bestående af 101.117 brystkræftoverlevere, og sammenlignet disse kvinders risiko for at få hæmatologisk kræft med risikoen i baggrundsbefolkningen. Kohorten bestod af kvinder, der var blevet diagnosticeret med ikke-metastatisk brystkræft i perioden 1980 til 2017.
En påmindelse til klinikerne
Fra 1980 og frem til 2017 er der sket store skift i den adjuverende behandling af ikke-metastatisk brystkræft. Blandt andet er der sket udskiftning i de forskellige kemoterapeutiske stoffer, og taxaner og granulocyt-kolonistimulerende faktorer (G-CSF) er fra henholdsvis 2007 og 2008 blevet en del af behandlingen. Desuden har postmenopausale patienter siden 2004 kunnet få aromatasehæmmere, og antihormonbehandling med tamoxifen er blevet en del af behandlingen til de premenopausale patienter. Studiet har inddelt data i diagnostiske perioder, som afspejler de skift, der har været i brystkræftbehandlingen.
”Risikoen for AML var øget i alle de diagnostiske perioder, hvor cyklofosfamid har indgået som en gennemgående del af behandlingen for de patienter, der har modtaget kemoterapi. Andre studier har bekræftet, at cyklofosfamid øger risikoen for at udvikle AML – så det giver god mening, at vores data indikerer, at der er en sammenhæng,” siger Cathrine Fonnesbech Hjorth.
"Risikoen for AML steg i den tidsperiode hvor taxaner og G-CSF blev indført, men forskellen fra tidligere perioder kan skyldes statistisk usikkerhed. Men uanset er det meget væsentligt, at den er forhøjet for brystkræftpatienter der modtager den nuværende standardbehandling."
Cathrine Fonnesbech Hjort understreger, at andelen af brystkræftoverlevere, der får hæmatologisk kræft, er lille.
”Data må ikke jage en skræk i livet på de kvinder, der står over for at skulle behandles for brystkræft. De nye medicinske behandlinger har øget den samlede overlevelse for patientgruppen markant, og de fremskridt bør være fokus. Vores data er en påmindelse til klinikere – og heriblandt praktiserende læger – om at være ekstra opmærksomme på symptomer på hæmatologisk kræft hos denne gruppe kvinder, så eventuel sygdom kan opdages tidligt,” siger Cathrine Fonnesbech Hjorth
Særligt øget risiko for AML
Resultaterne fra studiet viser, at der i løbet af de 38 års followup (median 7,9 år) blev observeret 815 tilfælde af hæmatologisk kræft i brystkræftkohorten, heraf 361 tilfælde af NHL, 16 tilfælde af akut lymfoid leukæmi (ALL), 84 tilfælde af kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), 95 tilfælde af AML og 45 tilfælde af kronisk myeloid leukæmi (CML). De resterende 185 kvinder havde andre hæmatologiske kræftformer.
Til sammenligning var det forventede antal tilfælde af hæmatologisk kræft i baggrundsbefolkningen 743,5. Andelen af kvinder, der udviklede NHL i brystkræftkohorten, var nogenlunde svarende til den andel, der udvikler NHL i baggrundsbefolkningen. Risikoen for at få CLL var lavere, men yderligere analyser tydede på at dette blot var et resultat af tidligere udredning i forbindelse med brystkræft diagnosen. Risikoen for at få henholdsvis ALL*, CML og særligt AML var forøget.
”Vi så den største risiko for myeloid leukæmi (AML og CML red.) blandt kvinder, der havde fået kemoterapi. Risikoen var især forøget i den yngre patientgruppe, som forventeligt ikke var gået i overgangsalder, og derfor typisk vil have fået den mest intensive systemiske behandling. AML er en kræfttype, der ofte er relateret til behandling, mens det i mindre grad gør sig gældende for de andre hæmatologiske kræftformer,” siger Cathrine Fonnesbech Hjorth.
”Vi så imidlertid også, at den øgede risiko for at få myeloid leukæmi var til stede blandt kvinder, der ikke havde fået kemoterapi. Det overraskede os lidt. Vores studie kan ikke svare på hvorfor, men anden viden peger på, at det kan skyldes en genetisk prædisponering eller det faktum, at brystkræft og hæmatologisk kræft deler nogle af de samme livsstils- og miljømæssige risikofaktorer. Det vil vi gerne se nærmere på fremadrettet.”
*Beregningerne for ALL er baseret på et relativt småt datagrundlag.
Flere fakta om studiet
Studiet inkluderede kvinder på ≥18 år, som var registreret med en brystkræftdiagnose i det Danske Cancer Register (DCR) mellem 1980 og 2017. Analysen inkluderede alene data fra kvinder, som var i live og kræftfrie et år efter diagnosen. Informationer om brystkræftbehandlingen blev trukket fra DCR og Landspatientregisteret (DNPR), mens data om komorbiditet blev trukket fra DNPR, og data om østrogenreceptor-status blev trukket fra Landsregisteret for Patologi (LRP) samt Patobank.
Den mediane alder på diagnosetidspunktet var 60,6 år. En tredjedel af de inkluderede kvinder fik stråleterapi og/eller kemoterapi, heraf påbegyndte knap en fjerdedel endokrinbehandling i løbet af de første fire måneder fra diagnosetidspunktet. Blandt de kvinder, der fik stillet diagnosen fra 1996 og fremefter, havde 62 procent ER+ tumorer, 14 procent havde ER- tumorer, mens de resterende 24 procent havde ukendt ER-status.
Studiet er for nylig publiceret i tidsskriftet Cancer Epidemiology.
