HFLD Mabthera plus Calquence er effektiv og sikker hjemme-behandling af CLL
Højfrekvent lavdosis subkutant Mabthera (rituximab) i kombination med BTK-hæmmeren Calquence (acalabrutinib) er en effektiv og tolerabel behandling, som patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) selv kan administrere i eget hjem, konkluderer forskerne bag et nyt fase II-studie.
I studiet, som er publiceret i Blood Advances, modtog 38 patienter med behandlingsnaiv CLL kombinationen af højfrekvent lavdosis subkutant (HFLD) rituximab (50 mg) to gange om ugen i seks serier à 28 dage med tillæg af acalabrutinib fra uge to og frem. De patienter, der opnåede komplet respons (CR) med upåviselig minimal restsygdom (MRD) efter 12 eller 24 serier med acalabrutinib, kunne herefter stoppe behandlingen.
Data viser, at elle patienter responderede på behandlingen, inklusiv en patient med CR med upåviselig MRD i det perifere blod og knoglemarven efter 12 måneder, som stoppede behandlingen. Ved en median opfølgning på 2,3 år var to patienter med højrisiko-træk progredieret på acalabrutinib monoterapi.
På baggrund af studiet konkluderer forskerne fra University of Rochester Medical Center, Rochester, New York, USA, at HFLD rituximab i kombination med acalabrutinib er en effektiv og sikker selvadministreret hjemmebehandling. Forskerne påpeger, at behandling med standarddosis rituximab (375 mg/m2) kan forårsage tab af CD20-immunceller og medføre udmattelse af den endelige cytotoksiske kapacitet i det medfødte immunsystem. Ved at anvende HFLD subkutan rituximab begrænses tabet af CD20-celler, hvilket giver patienterne mulighed for selvadministration af behandlingen hjemme.
Forskerne skriver om baggrunden for studiet, at BTK-hæmmere er en effektiv behandlingsstrategi til tidligere ubehandlede CLL-patienter. Behandling er imidlertid ikke tidsafgrænset hvilket kan resultere i kumulative toksiciteter. Nye kombinationer af lægemidler, der giver dybe remissioner, kunne give mulighed for udvikle behandlingsregimer med fast varighed. I modsætning til BTK-hæmmeren Imbruvica (ibrutinib) hæmmer acalabrutinib ikke anti-CD20 monoklonalt antistofafhængig cellulær fagocytose, hvilket gør det til en egnet kombinationspartner til rituximab, skriver lyder det.

