Real world-data: Venclyxto-kombi er særlig effektiv hos nogle AML-patienter

Venclyxto (venetoclax) i kombination med hypomethylerende midler (HMA) eller lavdosis cytarabin (LDAC) er en effektiv behandling med høje responsrater, også hos ældre patienter med relaps/refraktær akut myeloid leukæmi (r/r AML).

Det viser tyske real world-resultater offentliggjort i tidsskriftet HemaSphere, som peger på, at den gode effekt især gælder patienter med NPM1- og/eller IDH1/2-mutationer.

For at undersøge resultater af Venclyxto (VEN)-behandling i kombination med HMA/LDAC i ’den virkelige verden’ gennemførte de tyske forskere et retrospektivt studie med deltagelse af 73 AML-patienter, som var blevet behandlet i perioden 2017-2021 på to universitetshospitalssteder og to store ambulatorier i Berlin og München. Alle patienter, der havde modtaget mindst en VEN-dosis, blev inkluderet i undersøgelsen.

Medianalderen for kohorten ved begyndelsen af ​​VEN-behandling var 73 år. En normal karyotype var til stede hos 35 ud af 64 patienter (55 procent), NPM1-mutationer var til stede i 13 patienter ud af 66 patienter (20 procent), og ni ud af 65 patienter (14 procent) var FLT3-ITD-positive. IDH1/2-mutationer blev fundet i 19 ud af 57 patienter (33 procent).

Mediantiden for opfølgning var 8,3 måneder. 15 patienter (21 procent) modtog VEN som førstelinjebehandling, hvoraf 13 startede HMA-behandling før VEN blev tilføjet (på grund af forsinket godkendelse af sygesikringen). De øvrige 58 patienter fik VEN efter mindst en tidligere behandlingslinje Førstelinjebehandlingen hos r/r-patienter bestod af intensiv kemoterapi (36 patienter), inklusive 26 patienter, der gennemgik allogen stamcelletransplantation (allo-HSCT). I alt 25 patienter (34 procent) havde modtaget mere end fire cyklusser med HMA-behandling før VEN-kombinationen.

HMA-behandling uden betydning for respons

Responsvurdering var tilgængelig for 58 patienter, hvoraf 10 (17 procent) modtog VEN-kombinationer som førstelinjebehandling, mens 48 (83 procent) modtog behandlingen efter svigt af tidligere behandlinger. Den samlede responsrate (ORR) var 49 procent (komplet remission/CR med ufuldstændig remission [CR/CRi] = 19 patienter [33 procent]; delvis remission [PR] = 9 [16 procent]; stabil sygdom [SD] = 14 [24 procent]; refraktær sygdom [RD] = 16 [28 procent]). De tal var lavere end dem, der er set i prospektive forsøg, som har rapporteret CR/CRi-rater på mere end 65 procent hos ældre behandlingsnaive AML-patienter, men sammenlignelige med undersøgelser, der har fokuseret på r/r AML-patienter.

ORR var signifikant bedre hos patienter med NPM1- og/eller IDH1/2-mutationer (ORR 87 procent mod 33 procent), hvilket stemmer overens med tidligere forskning. Derimod havde alder (≥65 år), FLT3-mutationer, patienter med kompleks karyotype eller TP53-mutation samt tidligere behandling (allo-HSCT, antal behandlingslinjer, HMA-behandling, intensiv terapi) ingen signifikant indflydelse på respons.

Forskerne bag studiet skriver i deres artikel, at observationen af, at ORR i deres undersøgelseskohorte ikke var påvirket af tidligere HMA-behandling er et vigtigt fund, da HMA-behandlingens indflydelse på respons er blevet diskuteret kontroversielt i tidligere undersøgelser. Nogle studier har vist en dårligere responsrate hos patienter med tidligere HMA-behandling, mens andre undersøgelser ikke har fundet, at tidligere HMA-behandling påvirker behandlingsresponset.

Nogle patienter kan have gavn af tidligere VEN

Median OS for hele kohorten var 6,5 måneder i det tyske real world-studie, og OS var signifikant længere hos patienter, der opnåede CR/CRi/PR sammenlignet med SD/RD-patienter. Med hensyn til tidligere behandling fandt forskerne, at OS var signifikant kortere hos patienter, der havde modtaget to eller flere behandlingslinjer før VEN, hvoraf størstedelen (28 ud af 33) havde fået intensiv behandling. Det tyder på, at visse patienter kan have gavn af tidligere VEN-kombinationsbehandling, konkluderer forskerne bag undersøgelsen.

Mens tidligere HMA-behandling ikke havde nogen indflydelse på OS hos forbehandlede patienter, observerede forskerne en signifikant kortere OS hos patienter, der havde modtaget intensiv behandling og allo-HSCT, hvilket også er set i kliniske studier.

Desuden var OS signifikant længere hos NPM1- og/eller IDH1/2-muterede patienter sammenlignet med andre genetiske ændringer, hvilket blev bekræftet ved en multivariat analyse (HR = 0,35, 95% CI = 0,15-0,83, P = 0,02). Dette fund er sammenligneligt med et studie fra Lachowiez et al10, der rapporterede et særligt overlegent resultat for ældre, NPM1-muterede patienter efter førstelinje HMA + VEN-behandling sammenlignet med HMA-behandling alene eller intensiv kemoterapi.

Der var ingen signifikant indflydelse på OS med hensyn til alder på tidspunktet for VEN-initiering, ELN2017-risikogruppe og AML-type.

Real world-studiets understreger vigtigheden af ​​molekylær karakterisering for at identificere patienter, der har størst gavn af VEN-behandlingskombination, herunder patienter med tilbagefald, konkluderer forskerne.