Ny metode kan estimere overlevelse ved AML mere præcist
En ny metode, der måler ekspressionen af bestemte gener, kan mere præcist og konsistent bestemme patienter med akut myeloid leukæmis (AML) overlevelse sammenlignet med eksisterende metoder. Metoden kan også anvendes til at bestemme overlevelsen ved andre kræftformer.
Det viser data fra et nyt retrospektiv, multikohorte studie, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature. I studiet har forskerne undersøgt, hvorvidt en kombination af pyroptose (en celledødsmekanisme) og immunrelaterede gener kunne forbedre den prognostiske klassificering af patienter AML.
I studiet har forskerne benyttet en computermodel - en såkaldt immunitets- og pyroptose-relateret prognostisk (IPRP) signatur - til at estimere patienternes overlevelse. IPRP-signaturen er udgjort af et panel med 15 forskellige gener. De 1.327 patienter i studiet blev fordelt på fem kohorter og grupperet efter deres gen-ekspression. Patienternes estimerede overlevelse blev udregnet på baggrund heraf.
Studiet konkluderer, at metoden har en høj prognostisk værdi, da den var mere konsistent og mere præcist kunne forudsige overlevelsen sammenlignet med 10 eksisterende signaturer, heriblandt ELN2017-risikoklassificering og aldersklassificering. Data viste desuden, at IPRP-scoren kunne forudsige patienternes respons på immunterapi, selvom den ikke var specifikt designet til det.

