Ny HbS-polymeriseringshæmmer øger Hb-niveauet markant hos patienter med SCD
EHA: Præliminære data fra et igangværende fase II/III-studie viser, at HbS-polymeriseringshæmmeren osivelotor har potentiale som ny behandling til patienter med seglcelleanæmi (SCD). Data viser, at næste-generationspræparatet øger hæmoglobin (Hb)-niveauet markant og forbedrer markører for hæmolyse.
De første data fra A-delen af fase II-studiet blev præsenteret på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde i midten af juni (abstract #S291).
Det eksperimentelle lægemiddel osivelotor tilhører næste generation af HbS-polymeriseringshæmmere, der virker ved, at det aktive stof binder til HbS og derved øger iltaffinitet. Førstegenerationspræparatet Oxbryta (voxelotor) er godkendt i både USA og Europa. Det har demonstreret en overbevisende stigning i Hb-niveauet hos SCD-patienter, men ingen reduktion i antal af smertekriser.
Sammenlignet med voxelotor har osivelotor forbedrede farmakokinetiske egenskaber. Og det kan potentielt betyde, at det nye lægemiddel kan sikre højere Hb-okkupation ved lavere doser, hvilket kan medvirke til at reducere behandlingsbyrden og forbedre de kliniske outcomes for patienterne.
I fase II-studiets A-del (dosisetableringsdelen) fik patienter med SCD (HbSS/HbSβ0-genotype) en loading-dose to gange dagligt i fire dage og herefter vedligeholdelsesdosis (100 mg eller 150 mg) én gang dagligt indtil uge 12. De inkluderede patienter var i alderen 18-65 år og havde et Hb-niveau på 5,5-10,5 g/dL. Studiets primære endepunkt var forandring fra baseline i Hb-niveauet ved uge 12, mens sekundære endepunkter inkluderede ektacytometri til vurdering af de røde blodcellers deformerbarhed.
Understøtter udviklingen
Ved data-cutoff havde 35 patienter modtaget behandling med osivelotor (100 mg, n=17; 150 mg, n=18), hvoraf 18 patienter havde gennemført alle 12 ugers behandling. Ved uge 12 var den mediane Hb-okkupation ~34,6 procent (19,1-54,6 procent) for 100 mg-gruppen (n=7) og 54,3 procent (39,9-73,1 procent) for 150 mg-gruppen (n=8). Stigningen i Hb fra baseline blev observeret fra uge 1 og varede ved indtil uge 12. Ved uge 12 var den gennemsnitlige stigning fra baseline i Hb (g/dL) for 100 mg-gruppen (n=12) 2,67 (1,52) og for 150 mg-gruppen (n=11) var den 3,17 (1,82). Der blev ligeledes registreret ændringer i hæmatokrit-niveau og erytropoietin (EPO) og reduktioner i bilirubin og retikulocyttal fra baseline. Ektacytometri viste forbedring i de røde blodcellers evne til at deformeres og forsinket HbS-polymerisering.
For de 27 patienter med ≥1 smertekrise (VOC) ved baseline var den årlige VOC-rate (95% CI) 2,30 (1,81-2,92) ved baseline og 1,16 (0,55-2,43) i løbet af studieperioden. Iltlevering ikke blev målt direkte, men reduktionen i antallet af VOC indikerede blandt andet, at osivelotor ikke var associeret med nedsat iltlevering.
Behandlingsrelaterede bivirkninger (TEAEs) blev observeret hos 22 patienter (63 procent). TEAEs omfattede hovedpine, diarré, mavesmerter, kvalme, formodet anfald, SCD med krise, smerter i den øvre del af maven og nældefeber. Der forekom et dødsfald i løbet af studieperioden, som ikke kunne relateres til osivelotor.
Forfatterne konkluderer i abstractet, at osivelotor resultererede i markante stigninger i Hb og forbedringer i markører for hæmolyse. Data understøtter den fortsatte kliniske udvikling af osivelotor som en potentiel behandling mod SCD, lyder det.
