Opmuntrende fase II-data for navitoclax mod myelofibrose
Tilføjelse af BCL-XL/BCL-2-hæmmeren navitoclax til Jakavi (ruxolitinib) giver holdbare effektresultater hos myelofibrose-patienter med progression eller suboptimal respons på Jakavi-monoterapi.
Det konkluderer forskerne bag et fase II-studie og kalder resultaterne for ”opmuntrende ” for patientpopulationen, som har begrænsede behandlingsmuligheder.
I studiet, hvis resultater er publiceret i Journal of Clinical Oncology, deltog 34 voksne patienter med mellem- eller højrisiko myelofibrose, som havde progression eller suboptimalt respons på stabil Jakavi-dosis (≥ 10 mg to gange dagligt). Patienterne fik navitoclax 50 mg én gang daglig som startdosis efterfulgt af eskalering til maksimalt 300 mg én gang dagligt i ugentlige intervaller (hvis blodpladerne var ≥ 75 × 109/L).
Det primære endepunkt var ≥ 35 procent reduktion af miltvolumen (SVR35) fra forsøgets start og til uge 24. Sekundære endepunkter inkluderede ≥ 50 procent reduktion i total symptomscore (TSS50) fra forsøgets start og til uge 24 samt hæmoglobinforbedring og ændring i knoglemarvsfibrose (BMF).
Samlet overlevelse
Mutationer med høj molekylær risiko blev identificeret hos 58 procent af patienterne, og 52 procent havde mindst tre mutationer. SVR35 blev opnået af 26,5 procent af patienterne i uge 24 og af 41 procent på et hvilket som helst tidspunkt i undersøgelsen, med en estimeret gennemsnitsvarighed for SVR35 på 13,8 måneder. TSS50 blev opnået af 30 procent (seks ud af 20) af patienterne i uge 24, og BMF forbedredes med 1-2 grader hos 33 procent (11 ud af 33) af evaluerbare patienter. Anæmisrespons blev opnået af 64 procent (syv ud af 11), inklusive en patient med baseline-transfusionsafhængighed.
Den gennemsnitlige samlede overlevelse blev ikke nået efter en gennemsnitlig opfølgning på 21,6 måneder. Den mest almindelige bivirkning var reversibel trombocytopeni uden klinisk signifikant blødning (88 procent).

