Medicinrådet blæser på det 4. princip

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Nye diagnostiske værktøjer i støbeskeen til at detektere SOS-syndromet

Klaus Müller

Patienter, der efter allogen hæmatopoietisk stamcelletransplantation udvikler svært hepatisk sinusoidalt obstruktivt syndrom (SOS) kan forbedre deres overlevelseschance ved at komme i behandling med lægemidlet Defitelio (defibrotide).

Problemet er, at det er svært for hæmatologer at identificere netop disse patienter, da symptombilledet i høj grad falder sammen med, hvad man ser for andre toksiske reaktioner og sygdomme.

Men det problem forsøger Klaus Müller, der er professor ved pædiatrisk afdeling på Rigshospitalet, nu at løse. Sammen med sine kolleger arbejder han på at udvikle bedre diagnostiske redskaber, der både tidligt og præcist kan stille diagnosen - et arbejde, som han giver et indblik i ved Medicinske Tidsskrifters symposium for komplikationer hos knoglemarvstransplanterede patienter I morgen, den. 10. november.

Du kan tilmelde dig webinaret her.

“Defibrotide kan reducere SOS-patienternes dødelighed - derfor har vi brug for værktøjer der med høj følsomhed og præcision kan detektere, om patienterne er ved at udvikle SOS, så de så tidligt som muligt kan modtage behandling”, siger Klaus Müller.

Ønske: tidlig og præcis diagnostik af SOS

SOS, også kendt som hepatisk veno-okklusiv sygdom, er forbundet med høj sygelighed og dødelighed. Af de knap 60.000 patienter, der årligt får en stamcelletransplantation i USA og Europa, udvikler omkring 15 procent SOS, der opstår fordi den indledende kemoterapi til stamcelletransplantationen beskadiger de endotelceller, der beklæder leverens mindste blodkar, sinusoiderne. Skaderne hæmmer blodgennemstrømningen i leveren og kan i værste fald føre til multiorgansvigt, og for de patienter er mortaliteten særdeles høj. Denne høje dødelighed håber Klaus Müller og hans kolleger på at kunne være med til at nedbringe ved at ruste hæmatologerne til at kunne identificere patienterne på et tidligere tidspunkt i sygdomsprocessen.

“Vores ambition er at finde frem til forskellige typer af biomarkører i blodet, der afspejler de forskellige patologiske processer, som syndromet udløser i kroppen. Vi ønsker at udvikle en bedre diagnostik ved at kombinere en række nye biomarkører med kliniske symptomer. Vi håber at dette kan bane vejen for mere sensitive og specifikke diagnostiske kriterier for denne tilstand,” siger han. Til symposiet vil han give et indblik i de forskellige markører, som han og hans kolleger har en formodning om, egner sig til at kunne detektere SOS og som de derfor undersøger nærmere.

“Planen er, at vi fremadrettet kommer til at udvikle et sæt af markører, der kan illustrere forskellige sider af denne patologi og som kan kombineres med kliniske symptomer, som kan bruges i klinikken for at opnå en tidlig og præcis diagnostik af SOS,” siger Klaus Müller.

De potentielt interessante markører er dels stoffer, der frigives fra forskellige typer af endotelceller, dels signalstoffer og metaboliske komponenter, der afspejler kroppens evne til at reparere sig selv og derved vedligeholde og ophele beskadigede blodkar. Ud over at gå efter at udvikle værktøjer til at stille diagnosen så tidligt som muligt, vil Klaus Müller og hans team også gerne blive bedre til at kunne skelne SOS-syndromet fra andre toksiske syndromer ud fra præcis viden om

sygdomsmekanismer, der kan blive mål for specifik behandling - det gælder især toksiciteter med lignende, overlappende sygdomsmanifestationer som f.eks. ‘akut graft versus host’-sygdom, der også beskadiger kapillærerne.

At defibrotide virker på SOS er dokumenteret - men da det ikke er det eneste syndrom, der beskadiger kapillærerne, finder Klaus Müller det oplagt at undersøge, om defibrotide og en række tilsvarende lægemidler, der aktuelt er under udvikling, kan komme en bredere gruppe af patienter til gavn på tværs af de toksiske syndromer vi kender i dag. Her vil biomarkører for endothel-skade være et vigtigt værktøj til at afgrænse den relevante gruppe af patienter, hvor disse lægemidler bør undersøges. Det gælder akutte tilstande, der kan minde om SOS, som ud over akut versus host-syndrom også indbefatter engraftment-syndrom, kapillærlækage-syndrom samt transplantationsudløst trombotisk mikroangiopati (TMA).

“Udgangspunktet er en række uskarpt afgrænsede toksiciteter, hvor præcis diagnostik i dag udgør en stor klinisk udfordring. Ofte anvendes uspecifik, immunsupprimerende behandling med risiko for alvorlige bivirkninger, og her vil en mere specifik behandling potentielt være en mulighed. Vores håb er, at det kan lade sig gøre at lave et mere rent snit gennem den gruppe af patienter ved anvendelse af biomarkører, der specifikt afspejler skader på endotelcellerne,” siger Klaus Müller.

Jagten på det biologiske fingeraftryk

Da hver af disse tilstande kan karakteriseres ud fra forskellige biomarkører, danner de et mønster, der kan opfattes som et biologisk ‘fingeraftryk’ for det enkelte toksiske syndrom. Ved at analysere disse fingeraftryk håber hæmatologerne at kunne gennemskue, hvilke patienter, der kan være kandidater til at modtage en mere specifik behandling.

“Hvis det kan lade sig gøre, vil det være et stort skridt fremad i forhold til den nuværende tilgang, hvor diagnosen af disse toksiciteter hviler på uspecifikke symptomer i form af f.eks. feber, udslæt, levertal og vægtøgning mm.” siger Klaus Müller og fortsætter:

“Fremadrettet vil vi gerne have mere præcise markører, der siger noget om biologien bag de toksiske syndromer. For det er i virkeligheden det afgørende for, om en specifik medicinsk behandling vil have en chance for at virke. Så det gælder både om at definere de eksisterende toksiske syndromer mere skarpt ud fra en dybere biologisk karakteristik for derved at kunne inkludere patienter, også på tværs af syndromerne, i undersøgelser af ny medicinsk behandling. Og det er netop det, vores bestræbelser går ud på,” siger han.

Lige nu er han og hans kolleger i den fase, hvor de ud fra sekventielle blodprøver bestemmer udviklingen i indholdet af de forskellige biomarkører. Ved at sammenholde disse værdier med patientens kliniske symptomer, kortlægger forskerne de mønstre i biomarkørerne, der karakteriserer den enkeltes tilstand.

“Vi håber, at det vil føre til nye diagnostiske kriterier, som vi kan bruge til at udpege de grupper af patienter, der vil have gavn af denne her behandling, på en mere præcis måde, end vi er i stand til at gøre det i dag. På sigt er det målet at dette kan føre til en klinisk anvendelig test, som sammen med de kliniske symptomer vil fortælle, om behandling, der retter sig mod sygelighed i endotelet, er relevant for den enkelte patient,” siger Klaus Müller.

Hvor præcise de respektive sæt af markører bliver, er efter hans vurdering for tidligt at sige.

“Til det kommende symposium giver jeg en introduktion til SOS-syndromet: Jeg giver et indblik i, hvordan det viser sig, hvordan man nu om dage diagnosticerer det og hvilke svagheder, der er i den diagnostik vi aktuelt anvender. Så siger jeg noget om behandlingsmulighederne, og så kommer jeg til sidst ind på de biomarkører, vi og andre forskere aktuelt arbejder med,” siger han.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift