ST2-niveauet forud for transplantation er korreleret til dødsfald

Lars Klingen Gjærde

ASH: Suppression of tumorigenicity-2 (ST2) ser ud til at være en lovende prognostisk præ-transplantationsmarkør ved allogen stamcelletransplantation (allo-HCT).

Det viser resultater fra et dansk studie, der indikerer, at måling af ST2 forud for transplantation potentielt kan støtte den individuelle transplantationsplanlægning.

Selv om proceduren er blevet markant bedre over årene, er risikoen for transplantationsrelateret død ca. ti procent ét år efter behandlingen. Tidligere studier har identificeret ST2 som en prognostisk markør for transplantationsrelateret mortalitet (TRM), når proteinet måles i blodet syv og 14 dage efter allo-HCT. Niveauet af ST2 i blodet stiger ved inflammation og celleskade, hvorfor høje niveauer er indikator for bl.a. organskade eller infektion hos den transplanterede patient. Det danske studie indikerer, at det kan være informativt at måle ST2 allerede inden patienterne får forbehandling (typisk i form af højdosis kemoterapi og eventuelt strålebehandling) forud for allo-HCT, da studiet viser en sammenhæng mellem høje ST2-niveauer forud for allo-HCT og øget risiko for transplantationsrelateret død.

”Vores resultater giver grundlag for at forske videre i, om niveauet af ST2 forud for transplantation kan anvendes til at finjustere forbehandlingen til allogen knoglemarvstransplantation og på den måde bidrage til at forebygge transplantationsrelateret død. ST2 lader til at fortælle noget om, hvor sårbar den enkelte patient er for den skade, forbehandlingen påfører,” siger Lars Klingen Gjærde og tilføjer:

”Håbet er, at vi kan blive endnu bedre til at finde den rette behandling til den enkelte patient – og her kan måling af ST2-niveauet forud for transplantation måske kunne hjælpe.”

Han er læge og ph.d.-studerende på Enheden for Knoglemarvstransplantation, Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet og førsteforfatter til studiet, som blev præsenteret på en postersession lørdag på ASH. Link til abstrakt findes her.

Analyse af blodprøver fra PERSIMUNE
Studiet inkluderede data fra 112 voksne patienter med intensiv forbehandling (myeloablativ konditionering), der gennemgik allo-HCT i perioden fra juli 2015 til august 2018. Patienterne havde en tilgængelig blodprøve i biobanken ved Grundforskningscenteret PERSIMUNE ved Rigshospitalet. ST2-niveauerne i blodet blev målt 23 dage (± 11 dage) før allo-HCT samt syv og 14 dage (± tre dage) efter allo-HCT.

Data viste, at ST2-niveauet forud for allo-HCT var stærkt korreleret til ST2-niveauet på dag syv (ρ = 0,57, P < 0,01) og efter dag 14 efter allo-HCT (ρ = 0,48, P < 0,01), hvilket indikerer en sammenhæng mellem sårbarheden forud for transplantationen og graden af celleskade og inflammation efter transplantationen. Høje præ-transplantationsniveauer af ST2 var associeret med en øget transplantationsrelateret mortalitet i de første seks måneder efter allo-HCT (HR=1,73 per 10 ng/mL stigning, 95% CI 1,28-2,33, P < 0,01). ST2-niveauet forud for allo-HCT var dog ikke klart associeret med akut graft-versus-host sygdom, hvilket tidligere studier af ST2 målt efter transplantation ellers har vist.

Behov for flere data

For at blive klogere på, om måling af ST2 forud for allo-HCT kan bidrage til at forbedre den individuelle transplantationsplanlægning og herved være med til at reducere risikoen for transplantationsrelateret død, er det nødvendigt at validere data i en større kohorte:

”Vi har brug for en større kohorte til at mere præcist estimere den prognostiske merværdi som målingen af ST2 føjer til de øvrige prognostiske faktorer, der i dag bruges til at justere transplantationsforløbet efter. Derudover ønsker vi at undersøge hvorvidt sammenhængen også er at finde i de patienter, der modtager en mindre intensiv forbehandling (non-myeloablativ konditionering red.), hvilket typisk er ældre patienter eller patienter med komorbiditet. Det skal vi have afklaret inden eventuelle kliniske forsøg, der kan teste selve anvendelsen af ST2 i beslutningsprocessen,” siger Lars Klingen Gjærde. 

Lars Klingen Gjærde ønsker at takke alle patienterne, der har medvirket i undersøgelsen, og han ønsker videre at takke for den finansielle støtte fra Rigshospitalet og Danmarks Grundforskningsfond via PERSIMUNE.