Dræberceller behandlet med CD69-antistof forebygger aGvHD
EHA 22: NK-celler (’natural killer cells’), som bliver behandlet med CD69-antistof, er bedre til at eliminere hyperreaktive allogene T-celler og give resistens over for akut graft versus host disease (aGvHD), som er en hyppig komplikation ved allogen stamcelletransplantation (HSCT).
Det viser resultater fra et studie (Abstrakt LBA2603), som præsenteres i en late breaking abstract session på EHA søndag middag.
I studiet benyttede forskerne en fuldt allogent aGvHD-musemodel, hvor vildtype (WT) eller CD69-/- BALBc-mus blev letbestrålet og rekonstitueret med C57/BL6 HSCs og naive T-celler.
Resultaterne viste, at CD69-mus var stærkt resistente over for aGvHD og signifikant mere effektive til at eliminere hyperreaktive allogene T-celler. Denne fænotype blev reproduceret i wild type (WT)-mus behandlet med et CD69-neutraliserende monoklonalt antistof under sygdomsinduktion. Massecytometri-analyser viste, at NK-celler, der manglede CD69-ekspression, opregulerede Ly49D- og Ly49G2-receptorerne, der er ansvarlige for selv-/ikke-selvdiskrimination. Yderligere blev ekspression af inhibitoriske receptorer, såsom CD94/NKG2A, nedreguleret i CD69-/-NK-celler.
Endelig viste in vivo-data og RNAseq-analyser, at CD69-/-NK celler er resistente overfor apoptose (programmeret celledød). Preliminære data vedrørende NK-cellekimærisme fra HSCT-patienter indikerer, at værts-NK-celler kan fortsætte kort efter transplantation og vil kunne målrettes med CD69-antistof for at undgå klonal ekspansion (spredning) af stærkt reaktive donor-T-celler.
Forskerne bag studiet mener, at dataene kan bane vejen for nye terapeutiske strategier til at optimere HSCT. AGvHD er nemlig en af de vigtigste potentielt dødelige komplikationer ved HSCT, med en forekomst på omkring 50 procent.

