Både tumorens og patientens genomer skal sekventeres

Målrettede behandlinger vinder mere og mere indpas i den hæmatologiske kræftbehandling, og forståelsen for de biologiske mekanismer, der driver sygdommene, bliver større.

Der mangler dog stadig viden om, hvorfor nogle patienter har effekt af de målrettede behandling, og andre ikke har. Sådan lyder budskabet fra professor ved Rigshospitalets børnekræftafdeling Kjeld Schmiegelow.

Problemstillingen i de målrettede behandlinger er, at den samme sygdom kan opføre sig forskelligt afhængig af, hvilken patient den befinder sig i. Derfor er næste niveau i den molekylærbiologiske forskning at kortlægge de genetiske variationer, patienterne, og ikke kun tumorerne, har, fortæller Kjeld Schmiegelow.

”Mange af de lægemidler, der er kommet de seneste år, er kendetegnet ved, at de rammer et bestemt target. Men det target er ikke 100 procent afgørende for kræften. Patienter har typisk ikke bare én mutation, men måske ti forskellige mutationer. Så selvom man vælger én mutation ud, som spiller en central rolle, og bruger den som udgangspunkt for behandlingsstrategien, kan kræftcellen have subkloner der er uafhængige af netop den mutation,” siger Kjeld Schmiegelow.

Forudsætningen for at kunne undersøge, hvilke mutationer kræftcellen er afhængig af, er at sekventere både tumorens og patientens genomer. Herefter skal man have udviklet kombinationer af lægemidler, der virker på de enkelte patient-undergrupper, påpeger Kjeld Schmiegelow.

Genomsekventering er blevet billigere

Selvom det er relativt dyrt at sekventere et genom, er den molekylærbiologiske forskning trods alt blevet billigere og billigere de senere år. I dag kan man sekventere et helt genom for cirka 10.000 kr., fortæller Kjeld Schmiegelow.

”Det er næsten det samme, som det koster at have en patient indlagt i et døgn på en højt specialiseret kræftafdeling. Det er således blevet økonomisk gennemførligt at udføre molekylærbiologisk forskning på mange patienter, hvor man før kun havde råd til at gøre det på få. De faldende priser har bidraget afgørende til, at den biologiske forskning er kommet tæt på klinikken,” siger han.

Han påpeger dog, at det kræver en del logistik at få organiseret forskningen, fordi der ikke er så mange hæmatologiske patienter, og fordi ikke alle hospitaler kan bygge de faciliteter op, som det kræver.

Alt i alt glæder Kjeld Schmiegelow sig over, at måden at gribe behandlingen af hæmatologisk kræft an på, går i en mere og mere biologisk rationel retning, hvor patienter med forskellige sygdomme kan have gavn af den samme behandling, fordi de har de molekylære mekanismer, som driver kræftsygdommen eller som er afgørende for behandlingseffekten.

”Vi har derfor f.eks. set, at en voksen med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), som er en sygdom, vi aldrig ser i barnealderen, og et barn med CD19-positiv akut leukæmi, som er relativt sjældent hos voksne, pludselig kan have gavn af den samme behandlingsstrategi, f.eks. immunterapi,” siger han.