Danske forskere vil analysere gener hos patienter med tilbagefald
Forskere på Aalborg Universitet vil i et nyt forskningsprojekt udføre genanalyser af patienter med tilbagefald af hæmatologisk kræft for at kunne give et kvalificeret bud på den mest effektive behandling.
Det nye projekt er netop blevet støttet med fem mio. kr. af Kræftens Bekæmpelse og afvikles i regi af en nyetableret Klinisk Implementeringsenhed på Aalborg Universitet.
I projektet vil forskerne udtage blod-, marv- og/eller vævsprøver fra tumorer i patienter med tilbagefald af kræft, analysere deres genetiske profil og undersøge, om de kan klassificere hver enkelt tumor efter dens følsomhed mod specifikke lægemidler. Målet er at kunne beslutte, hvilke lægemidler der med størst sandsynlighed vil virke på patientens kræftsygdom.
De seneste år er der sket markante fremskridt i behandlingen af hæmatologiske kræftsygdomme, men nogle sygdomme er kroniske med gentagne tilbagefald, og hos en del patienter er der til sidst ingen gode behandlingstilbud. Det, at man nu kan kigge på sygdommene tumorspecifikt, med det endemål at give forskellig medicin alt efter kræftknudernes genetiske sammensætning, åbner for en yderligere forbedring af behandlingen af hæmatologiske kræftsygdomme, mener forskningsoverlæge ved Aalborg Universitetshospital og lektor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, Tarec Christoffer El-Galaly.
Forskerne fra Aalborg er godt i gang med at rekruttere de op mod 500 patienter, som ventes at deltage i projektet, men der er endnu et stykke vej, før de nye metoder får indvirkning på patientbehandlingen. Blandt andet skal forskerne blive i stand til at håndtere de prøver, som kommer ind, foretage relevante analyser og ikke mindst hurtigt give et svar, som der potentielt ville kunne handles efter.