Ny SYK-hæmmer giver solide blodplade-responser hos tungt forbehandlede ITP-patienter

EHA: Behandling med den selektive milt tyrosinkinase (SYK)-hæmmer cevidoplenib (SKI-O-703) resulterer i solide blodplade-responser hos en betydeligt andel patienter med kronisk immun-trombocytopeni (ITP), som er progredieret på flere tidligere behandlingslinjer.

Det viser data fra et fase II-studie, der blev præsenteret ved en Late Breaking oral session på det europæiske hæmatologiske selskab EHA’s årsmøde i Frankfurt (abstract #LB2712).

Mange patienter med ITP er refraktære over for de nuværende standardbehandlinger, inklusiv TPO-receptor agonister. Og patientgruppen har derfor et presserende behov for mere effektive og sikre behandlinger, der kan stabilisere blodpladeniveauet og dermed forebygge blå mærker og potentielt livstruende indre blødninger.

Cevidoplenib har i tidlige studier vist sig at være en højpotent SYK-hæmmer, og forventningen er, at cevidoplenib især vil være effektiv i autoimmune antistof-drevne sygdomme, herunder ITP. SYK-hæmmeren reducerer den B-celledrevne antistofproduktion og forbedrer den makrofag-medierede nedbrydning af blodplader, hvilket tilsammen forventes at øge antallet af blodplader hos patienter med ITP.

Skal undersøges yderligere

Fase II-studiet inkluderede 61 patienter med vedvarende kronisk ITP, som ikke havde responderet på eller havde fået relaps efter tidligere behandlinger. Patienterne havde alvorlig ITP (et mediant baseline blodpladetal på 8,500/μL), og 68,3 procent havde fået ≥ tre tidligere behandlingslinjer. Det var tilladt for patienterne at få baggrundsmedicin (kortikosteroid og immunsupprimerende stoffer), så længe dosis forblev uændret i studieperioden.

Patienterne blev randomiseret 2:2:1 til 400 mg cevidoplenib (arm 1; n=23), 200 mg cevidoplenib (arm 2; n= 26) eller placebo (arm 3; n=12) to gange dagligt i 12 uger. Det primære endepunkt var andelen af patienter med blodplade-respons (defineret som et blodpladetal på ≥30,000/μL og en fordobling fra baseline uden brug af såkaldt redningsmedicin. Sekundære endepunkter inkluderede andelen af patienter, som opnåede et præspecificeret blodpladetal.

Data viser, at 63,6 procent af patienterne i arm 1 og 46,2 procent af patienterne i arm 2 fik et samlet blodplade-respons sammenlignet med 33,3 procent af patienterne i arm 3. I arm 1 fik 40,9 procent af patienterne et blodpladetal på ≥50,000/μL uden brug af redningsmedicin, mens det gjaldt for 19,2 procent af patienterne i arm 2 og for 8,3 procent i arm 3. Et vedvarende blodpladetal (defineret som et blodpladetal på ≥50,000/μL ved ≥fire ud af de seneste seks målinger) blev nået hos 27,3 procent af patienterne i arm 1, 19,2 procent i arm 2 og nul procent i arm 3. Blodplade-responset var konsistent uanset, hvilke tidligere behandlinger patienterne havde fået.

66,7 procent af patienterne i arm 1 og arm 2 fik bivirkninger til cevidoplenib. Den samme andel fik bivirkninger i arm 3. Den hyppigst forekommende behandlingsrelaterede bivirkning var ALT-øgning (8,3 procent), AST-øgning (6,3 procent) og kvalme (4,2 procent). De fleste bivirkninger var grad 1 og 2. 4,2 procent af bivirkningerne i arm 1 og arm 2 var alvorlige, mens det gjaldt 25 procent i arm 3. Der blev ikke registreret nogen dødsfald i løbet af studieperioden.

Af abstractet fremgår det, at der er andre studier på cevidoplenib på vej, som vil inkludere flere patienter og havde længere opfølgningstid.