Ny mulighed til GvHD-patienter godkendt i EU
Europa-Kommissionen har besluttet at godkende proteinkinasehæmmeren Jakavi (ruxolitinib) som behandling af patienter i alderen 12 år og ældre med akut eller kronisk graft-versus-host-sygdom (GvHD).
GvHD er en potentielt dødelig tilstand, der rammer omkring halvdelen af patienter, der får en allogen stamcelletransplantation.
Indtil nu har der manglet en etableret standardbehandling mod både akut og kronisk GvHD for patienter, som ikke reagerede tilstrækkeligt på førstelinje steroidbehandling. Det gælder 30-60 procent af patienter med GvHD. EU har godkendt Jakavi til patienter, der har modtaget utilstrækkelig respons på kortikosteroider eller andre systemiske behandlinger.
Angriber patientens celler
Godkendelsen følger den positive udtalelse, der blev givet i marts af Det Europæiske Lægemiddelagenturs komité for lægemidler til mennesker (CHMP), baseret på resultater fra fase III-studierne REACH2- og REACH3.
GvHD er en tilstand, der kan opstå efter en allogen stamcelletransplantation, når de donerede T-celler ser patientens raske celler som fremmede og begynder at angribe og beskadige dem. I nogle tilfælde kan sygdommen være livstruende. Symptomer på GvHD kan forekomme i huden, mave-tarmkanalen, levermund, øjne, kønsorganer, lunger og led.
Udover GvHD er Jakavi godkendt til behandling af forstørret milt eller symptomer på myelofibrose, som er en sjælden form for leukæmi, hvor knoglemarven omdannes til bindevæv, samt polycytaemia vera, der er en sygdom, hvor knoglemarven danner for mange røde blodlegemer.

