Overvægtige overlevere af hæmatologisk kræft har øget insulinresistens

Mennesker med højt BMI, der overlever hæmatologisk kræft, har større insulinresistens end personer med højt BMI, som ikke har haft kræft.

Det viser resultaterne af en amerikansk tværsnitsundersøgelse, hvis resultater kan være med til at forklare den øgede risiko for diabetes blandt kræftpatienter.

"Vores undersøgelse viser, at patienter med hæmatologiske maligniteter har uforholdsmæssigt større insulinresistens med stigende BMI sammenlignet med personer uden kræft. Disse resultater kan være med til at forklare den øgede risiko for diabetes blandt kræftpatienter og kan øge muligheden for overvågning og tidlig intervention for at forhindre de skadelige følger af insulinresistens og diabetes," siger en af forfatterne på studiet Brian Engelhardt fra Vanderbilt University Medical Center i Tennessee, USA, til ASH Clinical News.

I undersøgelsen, som er publiceret i Blood (https://ashpublications.org/bloodadvances/article/6/7/1981/483855/Hematologic-malignancies-magnify-the-effect-of), sammenlignede forskerne patienter med hæmatologiske maligniteter med en kontrolpopulation for at bestemme effekten af ​​BMI og kræftstatus på kroppens insulinfølsomhed.

Plasma fra fastende blodprøver

Forskerne rekrutterede 20 patienter med hæmatologiske maligniteter mellem 18 og 70 år til at udføre metaboliske tests, før de gennemgik allogen hæmatopoietisk celletransplantation. Kontrolgruppen omfattede 23 patienter mellem 21 og 60 år, som ikke havde nogen kræfthistorie. Patienterne i kontrolgruppen var overvægtige, men blev ellers betragtet som raske. Forskerne bemærkede, at de patienter, der havde kræft, var mere tilbøjelige til at være mænd og hvide end kontrolgruppen, og de fleste havde modtaget forudgående konventionel systemisk kemoterapi.

En multilineær regressionsmodel blev anvendt til at undersøge sammenhængen mellem insulinfølsomhedsindeks (ISI) og sygdomstype, BMI og malignitet × BMI-interaktion. Alle patienter gennemførte en standard glucosetolerancetest efter otte timers faste natten over. Som en del af undersøgelsen evaluerede forskere også plasma fra fastende blodprøver for at måle inflammatoriske cytokiner og proteiner, der er involveret i glukosemetabolisme og insulinresistens.

Resultaterne viste, at patienter, der havde haft kræft, havde større insulinfølsomhed end kontrolgruppen. Gennemsnitlig ISI for personerne med hæmatologiske maligniteter var 42,4 mg/kg/min/(µU/mL) [IQR, 33,9-67,2] sammenlignet med gennemsnitligt 23,4 mg/kg/min/(µU/mL) [IQR, 12,9- 29,2] for dem uden kræft (p<0,001). Insulinresistensen blev forstørret blandt personerne med kræft, når BMI steg, selv efter at forskere justerede for køn og race.

Efter at have evalueret inflammatoriske markører rapporterede forskerne, at personer med kræft havde højere plasmakoncentrationer af både IL-6 og MCP-1, men kun MCP-1 blev fundet at være en uafhængig prædiktor for ISI.

Undersøgelsen var begrænset af dens patientpopulation, som ikke tillod ekstrapolationer til pædiatriske kræftformer eller patienter med sygdomme, der ikke typisk behandles med hæmatopoietisk celletransplantation. Forskere var heller ikke i stand til at afgøre, om den højere grad af insulinresistens hos patienter med kræft var forbundet med en kemoterapieffekt eller selve kræftsygdommen. Endelig har BMI som et mål for fedme sine begrænsninger som måleværktøj.