Nomineret til Frontløberprisen 2026: Emelie Rotbain ser hele patienten

Emelie Hamotal Curovic Rotbain

Emelie Hamotal Curovic Rotbain forsker i CLL og komorbiditet og er optaget af at se patienten som et helt menneske – også når alder og andre sygdomme gør behandlingsvalget mere komplekst. Nu er hun nomineret til Årets hæmatologiske talent.

”Jeg prøver at være, og er nok også af natur, nysgerrig på, hvem patienterne og deres pårørende er.”

Sådan beskriver Emelie Hamotal Curovic Rotbain selv sin tilgang til patienterne. Hun er hoveduddannelseslæge i hæmatologi, ph.d. og postdoc og arbejder klinisk ved Afdeling for Blodsygdomme på Sjællands Universitetshospital Køge. Hun forsker blandt andet i betydningen af komorbiditet hos patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL).

Afdelingen har indstillet hende til Frontløberprisen og fremhæver især hendes kliniske faglighed, forskning og engagement i uddannelsen af yngre læger. Hun beskrives som en læge med blik for hele patienten – et perspektiv, der også går igen i hendes forskning i, hvordan andre sygdomme påvirker behandling og forløb ved CLL.

Hvorfor specialiserer du dig i hæmatologi, og hvad er det særligt ved kronisk lymfatisk leukæmi, der interesserer dig?

En af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved hæmatologi, er det detektivarbejde, der går i gang ved diagnostikken, hvor det ofte handler om at genkende mønstre i det parakliniske og kombinere det med patientens kliniske symptomer og fund.

Noget af det, der også betyder rigtig meget for mig, er de lange patientforløb, hvor man især i perioder følger patienterne meget tæt. Ofte kommer patienterne svært syge, og man får lov til at hjælpe dem på deres rejse mod at få det bedre med de op- og nedture, der følger med.

Det, der især har fanget mig ved CLL, er den store udvikling, der sker inden for behandlingen. De gode behandlingsmuligheder gør, at vi typisk følger patienterne gennem mange år, hvor det bliver vigtigt at se på hele mennesket, inklusive tilstødende sygdomme, aldring og livskvalitet.

Hvordan påvirker type 2-diabetes og andre komorbiditeter valget af behandling hos patienter med CLL?

I takt med at vi får flere behandlingsmuligheder, er vi ved at bevæge os væk fra en ”one size fits all-tilgang”. I dag har vi i langt højere grad mulighed for at tilrettelægge behandlingen efter den enkelte patient.

Vores viden om betydningen af komorbiditeter har været ret begrænset, og derfor har jeg forsøgt at bidrage til det område. Ved flere af de nye behandlinger har sygdomme som nyresvigt og hjerte-kar-sygdomme stor betydning for, hvilken behandling der er bedst egnet. Jo mere vi undersøger det, jo klogere bliver vi på, hvordan vi bedst kan vælge behandlingsstrategi og tilpasse opfølgning sammen med patienten.

Hvad håber du, at forskningen i CLL og komorbiditet kan ændre for patienterne i de kommende år?

Jeg håber, at vi kan blive klogere på, hvordan vi skal følge og behandle patienternes komorbiditeter gennem hele deres forløb. Det gælder både de sygdomme, de har i forvejen, og dem, der kan opstå som følge af vores behandling.

I fremtiden håber jeg, at vi kan gøre det i et tæt samarbejde med de relevante specialer, så vi i højere grad ser på patienten som et hele og ikke kun på CLL'en.

Hvad bekymrer dig mest ved behandlingen af en voksende gruppe ældre CLL-patienter med flere samtidige sygdomme?

Når jeg ser på data, er noget af det, jeg især er optaget af, om vi risikerer at være for tilbageholdende med behandlingen af patienter med flere komorbiditeter. Vi kan se, at nogle komorbiditeter, som for eksempel type 2-diabetes, er forbundet med længere tid, før patienterne får behandling. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis et problem i sig selv, da der kan være mange gode grunde til at vente med behandling.

Samtidig viser både vores danske data og amerikanske data, at det også går rigtig godt blandt patienter over 80 år, når de får de nye målrettede behandlinger. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at vurdere den enkelte patients samlede situation, så alder og komorbiditeter ikke i sig selv bliver en barriere for at tilbyde den behandling, der kan være den rigtige for patienten.

Din afdeling fremhæver dit blik for hele patienten. Hvad betyder det konkret for dig i mødet med patienter med hæmatologisk sygdom?

Jeg prøver at være, og er nok også af natur, nysgerrig på, hvem patienterne og deres pårørende er. Hvad laver de i fritiden, og hvad er vigtigt for dem? Det synes jeg er en naturlig del af mødet med patienten, og det kan også give en bedre forståelse af, hvad der betyder noget for den enkelte.

Selvom jeg er læge og bor i København i dag, er jeg selv vokset op langt ude på landet og med en anden socioøkonomisk baggrund. Det har nok givet mig en forståelse for, at patienter kan have meget forskellige forudsætninger og forskellige oplevelser og syn på sundhedsvæsenet. Det prøver jeg at have med mig i mødet med den enkelte patient.

Du har engageret dig meget i uddannelse og supervision af yngre læger. Hvad mener du skal til for at skabe et godt uddannelsesmiljø?

Jeg tror, at et trygt rum har stor betydning for uddannelsesmiljøet. Det er vigtigt, at man som yngre læge tør stille spørgsmål, og at vi har en kultur, hvor det er normalt, at både yngre og ældre læger undrer sig højt over ting.

Desuden er det vigtigt, at vi bliver ved med at minde hinanden om at prioritere uddannelse og supervision. Det er noget af det første, der går tabt, når vi får travlt, og desværre har vi læger en hverdag, hvor der ofte er meget at se til. Det er nemt at tænke, at det tager vi en anden dag.

Jeg ser det som en af mine vigtigste opgaver som UKYL (uddannelseskoordinerende yngre læge, red.) at blive ved med at minde mine kolleger om at prioritere uddannelse i den daglige klinik.

Hvad drømmer du selv om at bidrage med i din karriere fremover?

Jeg har rigtig mange drømme for både det kliniske arbejde og forskningen og håber, at jeg kan blive ved med at kombinere de to ting.

Noget af det, der giver mig rigtig meget energi, er de unge forskere, jeg vejleder. Fremover håber jeg, at jeg kan få lov til at støtte og vejlede endnu flere yngre kolleger og være med til at vise, hvor spændende både klinikken og forskningen kan være.

Og så håber jeg selvfølgelig, at den forskning kan være med til at gøre en konkret forskel for patienterne.