Patientforeningen Lyle tilfreds med forslag til Kræftplan IV
”Det er med tilfredshed vi i Danske Kræftpatienter kan notere os regeringens intentioner med og indholdet af kræftplan IV, der bl.a. omfatter tidligere diagnostik og tilbud om genoptræning og rehabilitering efter kræftforløb”.
Det siger formand Rita O. Christensen fra LyLe – Patientforeningen for Lymfekræft, Leukæmi og MDS i en umiddelbar kommentar til sundhedsminister Sophie Løhdes (V) pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen.
Også en patientansvarlig læge hilses velkommen af Danske Kræftpatienter:
”Vi har længe haft det øverst på vores ønskeliste for kræftpatienterne og deres pårørende, da det er ekstremt utrygt undervejs i behandling af kræft, hvis man ikke har en fast kontaktperson, hvor man kan få klart svar om forløbet”, siger Rita O. Christensen, der også med tilfredshed noterer sig, at der denne gang følger penge med Kræftplan IV.
Regeringen har afsat i alt kr. 2,2 mia. kroner, hvoraf ca. 700 mio. kroner kommer fra den tidligere regering, men altså alt i alt et løft på kr. 2,2 mia. til diagnosticering, behandling og efterbehandling af kræftpatienter.
”Sammen med andre af de mindre kræftpatientforeninger har vi gennem den seneste tid søgt at påvirke regeringens og Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en kommende ny kræftplan. Sammen har formanden for Patientforeningen Lungekræft, Lisbeth Søbæk Hansen og jeg fremført vore ønsker for sundhedsordførere, Sundhedsstyrelsen og ministeren, og kan med tilfredshed konstatere, at der er blevet lyttet til vore ønsker og anbefalinger”, slutter Rita O. Christensen, der nu skal have gennemlæst udspillet nøje.
Danske Kræftpatienter afventer med spænding om kræftplanen vedtages og føres ud i livet. Her hæfter man sig også ved, at der fokuseres meget på rygning, som ER et stort problem, men ønsker man med ministerens egne ord en behandling i verdensklasse skal især ibrugtagning af ny medicin og behandlingsformer, der er nødvendig for at bedre forholdene og overlevelsen for alle kræftpatienter.

