I flere regioner bliver hver anden ansøgning om ibrugtagning af ikke-anbefalet kræftmedicin afvist

Der er store regionale forskelle på, hvor ofte læger får afslag fra de regionale lægemiddelkomitéer, når de søger om at få lov til at anvende kræftmedicin, som ikke er vurderet eller som er blevet afvist af Medicinrådet. I udvalgte regioner gives der afslag på hver anden ansøgning.

Det viser regionernes tal for de seneste fem år, som Onkologisk Tidsskrift har fået indsigt i. I praksis skal den behandlende læge søge om tilladelse til at anvende ikke-anbefalet eller ikke-vurderet medicin hos den enkelte regions lægemiddelkomité, som så afgør, om der er grundlag for at give en bestemt patient behandlingen.

Nogle læger oplever, at de ofte får afslag på deres anmodninger, selv om de og deres afdeling har vurderet, at behandlingen er klinisk og fagligt relevant. Og at det derfor umiddelbart burde være tilladt at anvende medicinen, jævnfør det syvende princip, som blev vedtaget ved etableringen af Medicinrådet. Den oplevelse bekræfter tallene fra nogle af regionerne umiddelbart. De viser nemlig, at der er store forskelle på, hvor ofte regionerne giver afslag.

Næsten ingen afslag

I Region Nordjylland får stort set alle ansøgninger om ibrugtagning af ikke-anbefalet kræftmedicin tilsyneladende grønt lys fra regionens lægemiddelkomité. Regionen har fra 2018 til 2022 modtaget 104 anmodninger om tilladelse til at behandle en patient med kræftmedicin, der på tidspunktet for ansøgningen ikke var anbefalet eller vurderet af Medicinrådet. Og i løbet af de fem år har komitéen kun givet fem afslag svarende til en afslagsrate på knap fem procent.  

Lignende tal findes hos Region Syddanmark. Her har lægemiddelkomitéen fået 104 ansøgninger fra 2020 til 2022, og givet 14 afslag. Regionen har ikke opgjort tallene for 2018 og 2019 systematisk, men antallet af ansøgninger var så lavt i den periode, at de ikke rykker ved det samlede billede, skriver regionen til Onkologisk Tidsskrift.

I Region Midtjylland har læger kun ansøgt lægemiddelkomitéen 27 gange på fem år. I løbet af de fem år er der givet 13 afslag; altså en afslagsrate på knap 50 procent. Lægemiddelkomitéen modtog slet ikke ansøgninger i årene 2018 og 2019, muligvis fordi regionen har været længere tid om at etablere komitéen og ordningen, end det er tilfældet i de resterende regioner.

Region Sjælland ligger midt i spektret. Her har den regionale lægemiddelkomité givet 15 afslag på 70 ansøgninger i perioden. 

Region Hovedstaden skiller sig ud

For Region Hovedstaden ligger afslagsraten på lige over 50 procent. Regionens lægemiddelkomité har modtaget 239 ansøgninger i perioden, og givet 121 afslag. Der er umiddelbart gode forklaringer på, hvorfor Region Hovedstadens tal stikker ud, skriver Hanne Rolighed Christensen i en mail til Onkologisk Tidsskrift. Hun er cheffarmakolog, medlem af Region Hovedstandes lægemiddelkomité og formand for Tværfagligt Forum for Koordination af Medicin (TFKM), hvor der også diskuteres ansøgninger og afgørelser i de enkelte regioner. 

”Vi har betydelig flere forespørgsler generelt i Region H – ligeså mange som de fire andre regioner tilsammen, men antallet er stigende i alle regioner,” skriver hun og uddyber: 

”Region H har landsfunktion for flere specielle sygdomme og ønsket om ibrugtagning af eksperimentel eller helt ny medicin, endnu ikke vurderet af EMA eller i Medicinrådet, er helt forventeligt størst her. Jo svagere evidensen er, jo tidligere i lægemiddeludviklingen lægemidlet er – eventuelt kun undersøgt i mindre patientgrupper og i ukontrollerede forsøg – desto sværere er det at give en anbefaling. Det er afgørende for vurderingen, at effekten overstiger bivirkningerne hos den enkelte patient. Det er alle regioner enige om,” skriver Hanne Rolighed Christensen. 

Hun er med på, at der er indbyrdes forskelle mellem de andre regioner, men mener også, at de til dels kan forklares med regionernes forskellige organiseringer og økonomiske modeller. Det gør, at regionernes tal ikke bør sammenlignes én til én, mener hun.

”De data, du refererer til, er ikke ensartet gjort op, og der er desuden et betydeligt tidsaspekt i det. Såfremt du undersøgte tallene for 2022 og ikke de sidste 5 år, hvor regionerne startede helt forskelligt op, ville det se betydelig mere ens ud (i forhold til antal ansøgninger, men ikke antal afslag, red.),” skriver Hanne Rolighed Christensen.

”Visse regioner har andre måder at ibrugtage nye dyre lægemidler på, for eksempel hvis de er under en vis pris per år, så behøver man ikke at ansøge lægemiddelkomitéen på forhånd, andre søger Sundhedsstyrelsen om vurdering af ibrugtagning udenom den regionale lægemiddelkomité og retter sig efter denne vurdering, andre vurderer ikke lægemidler, der er gratis indtil markedsføring – for eksempel ’compassionate use’ – det gør vi i Region H,” skriver hun.

Hun skriver videre, at repræsentanter for lægemiddelkomitéerne mødes i TFKM, hvor de videndeler om ansøgninger og afgørelser. 

”Derudover lægges alle behandlede sager i fælles database med henblik på læring fra regionernes vurderinger og en ensartet ibrugtagning. Men lægemiddelkomitéerne skal jo kun anvendes til individuelle sager, hvor skøn ikke kan sættes på formel, men sker i tæt samarbejde med klinikerne og deles så med regionerne.”

Læger tages med på råd

Flere læger har udtrykt, at de oplever at få afslag på deres ansøgninger, og at de derfor ikke mener, at det syvende princip virker efter hensigten. I Region Hovedstaden oplever Hanne Rolighed Christensen imidlertid ikke, at det helt er tilfældet. Hun skriver, at der løbende afholdes møder med henblik på at forventningsafstemme, og at hun er af det indtryk, at der er generel forståelse for lægemiddelkomitéernes arbejde.

”Der har været flere ønsker om at tage lægemidler i brug til grupper af patienter fremfor patienter med helt individuelle og særlige karakteristika. Det er ofte i ventetiden, inden der foreligger en afgørelse fra Medicinrådet. Her  er holdningen blandt alle regioner, at man som udgangspunkt ikke ’anbefaler’ i task forces (som vurderer ansøgningerne for lægemiddelkomitéerne, red.), når sagen er undervejs i Medicinrådet. Dette er også Danske Regioners holdning – ellers giver Medicinrådet jo ingen mening, da lægemidlet så er taget i brug til mange patienter, inden Medicinrådet har vurderet det,” skriver Hanne Rolighed Christensen.

Hun forklarer videre, at regionerne og Medicinrådet har arbejdet med at få sagsbehandlingstiderne ned i Medicinrådet for at opnå en hurtigere afklaring og adgang til medicinen for regionernes læger. 

”Det er komplicerede forhold, hvor mange hensyn skal tages, når ny dyr medicin skal tages i brug. Danmark er et af de lande, der overordnet set tager lægemidler hurtigst i brug, og når Medicinrådet har anbefalet en behandling, er det forbilledligt, hvor ens og hvor hurtigt vi i Danmark stiller lægemidlet til rådighed for patienterne,” skriver hun.