Stor fremtid for knoglekræftpatienter
Patienter med knoglekræft har meget bedre udsigter i fremtiden, også selv om de ikke reagerer på standardbehandlinger.
Flere andre positive resultater udover Torben Plesners forsøg med daratumumab (Darzalex ) vakte nemlig international opmærksomhed på ASH.
For mens daratumumab først for nylig er startet i fase 3 forsøg er tre andre midler, ixazomib, elotuzumab og panobinostat nået et stykke længere. Alle fire midler er allerede godkendt af FDA som anden eller tredjebehandling. Panobinostat blev også godkendt af EMA for et par dage siden på baggrund af et fase 3 forsøg i kombination med bortezomib og dexamethason .
Ixazomib, der er en proteasominhibitor, og elotuzumab, der som daratumumab er et monoklonalt antistof, er også godt inde i deres fase 3 forsøg.
Ixazomib og elotuzumab parres ligesom daratumumab med de orale lægemidler lenalidomid og dexamethason og alle har vist sig effektive til at producere i det mindste delvis remission og øge varigheden af disse remissioner, med acceptable bivirkninger for de fleste patienter.
Lenalidomid dræber tumorceller, blokerer blodkarvækst og virker på immunsystemet, mens dexamethason er et anti-inflammatorisk middel.
"Med de seneste FDA-godkendelser af daratumumab, ixazomib og nu elotuzumab, har vi set et hidtil uset tempo i fremskridtene i myelom terapi i år. Resultaterne fra disse undersøgelser afspejler de reelle fordele vores patienter kan se frem til i forlængelse af den tilgængelige behandling," siger Paul Richardson, der er klinisk programleder og direktør for klinisk forskning på Dana-Farber Jerome Lipper Myelomatose Center.
Han har været involveret i de tre forsøg med ixazomib, daratumumab og elotuzumab samt stod selv for præsentationen på dette års ASH af fase 3 forsøget med elotuzumab (Abstract 28).
Elotuzumab (empliciti) er et antistof, der angriber myelomceller direkte og ansporer immunsystemet til selv at gå til angreb. Behandling med kombinationen af elotuzumab samt lenalidomid/dexamethason resulterede i en 30 procents reduktion i risikoen for, at sygdommen ville udvikle sig i løbet af en treårig periode sammenlignet med en behandling med lenalidomid/dexamethason alene.
Samlet set reagerede 79 procent af de 321 patienter, der fik trippel-kombinationen, på den, mens det kun gjaldt 66 procent af de 325 patienter i lenalidomid/dexamethason-gruppen. De mest almindelige bivirkninger var lymfopeni (en tilstand af unormalt lave niveauer af lymfocytter), neutropeni, blodplademangel og infektion.
"Sammenfattende understreger disse opmuntrende data den virkelige succes for vores translationelle indsats i myeloma i det seneste årti, og giver løfter om at forbedre patientens udfald," siger Richardson.

