Overbevisende data for nyt stof til knoglemarvskræft

Gennem de senete ti år er der kommet en række nye stoffer på markedet, som har forbedret overlevelsen for mennesker med knoglemarvskræft markant. På dette års ASH-møde præsenteres flere data på sidste nye skud på stammen af proteasomhæmmere, nemlig stoffet ixazomib (Ninlaro).

Et af studierne (abstractnummer 727) viser, at en kombination af ixazomib, lenalidomid (Revlimid) og binyrebarkhormet dexamethason giver en langt bedre overlevelse end lenalidomid og dexamethason alene hos patienter med refraktær knoglemarvskræft. Det randomiserede, dobbeltblindede multicenterstudie har ført til, at ixazomib blev godkendt til markedsføring i USA 20. november.

I alt øgede tilsætningen af ixazomib til behandlingen den progressionsfri overlevelse med cirka fire måneder, fra 14,7 måneder til 20,6 måneder. Vel at mærke uden en væsentlig stigning i den samlede toksicitet.

En af de helt store fordele ved ixazomib er, at det gives som tablet en gang om ugen, i modsætning til de to andre proteasomhæmmere på markedet, bortezomib (Velcade) og carfilzumib, som gives hhv. som indsprøjtning i huden og i blodet.

”Det er nemt, det er godt, og det er effektivt, og behandlingen gives så længe, som den gør en forskel,” siger professor Torben Plesner fra Hæmatologisk Afdeling på Vejle Sygehus.

Nu bliver det undersøgt i forskellige studier, om ixazomib virker alene. Torben Plesner er involveret i et studie, der undersøger effekten af ixazomib som vedligeholdelsesbehandling efter stamcelletransplantation, hvor man har fået god sygdomskontrol, til yngre knoglemarvskræftpatienter. Studiet er lagt an som et randomiseret fase 3-studie, hvor halvdelen af deltagerne får placebo og halvdelen får ixazomib. Det skal vise, om enkeltstofbehandling med ixazumib som vedligeholdelsesbehandling har en effekt.

En anden stærk mulighed

En anden ny proteasomhæmmer, som også er repræsenteret i flere studier på ASH, er carfilzomib. Carfilzomib virker langt kraftigere end bortezomib, og hvor bortezomib går ind og virker for en tid, holder virkningen af carfilzomib ikke op. Det betyder blandt andet, at det virker hos patienter, hvor bortezomib ikke længere har effekt. Ulempen ved carfilzomib er, at det skal gives intravenøst to dage om ugen, fortæller Torben Plesner.

”Det er et meget stærkt stof, men ulempen er, at det kræver, at man giver det i blodårene. Sådan som det er i dag, skal patienten typisk møde frem to dage i træk i ambulatoriet til intravenøs infusion. Allerede ugen efter skal han komme igen til to infusioner i træk, og det gentager sig ugen efter, hvorefter han får en fri-uge. Det vil sige, at patienten skal møde frem måned efter måned to dage om ugen i tre uger. Og det bliver ved og ved,” siger han.

Proteasomhæmmerne virker ved, at de går ind og hæmmer proteasomer, som er små rørstrukturer, der ligger inden i cellens cytoplasma. Når proteiner, som indgå i cellernes stofskifte, er blevet gamle og slidte, kommer de ind i røret og bliver klippet i stykker af nogle enzymer inde i røret og kommer ud i den anden ende som aminosyrer. Torben Plesner sammenligner dem med en affaldskværn inde i cellerne, som er meget vigtig for cellens stofskifte. Myelomceller er særligt afhængige af, at de har aktive proteasomer.

Skal angribes fra flere sider

November måned bød udover godkendelsen af ixazomib også på godkendelse af de to antistoffer daratumumab og elotuzumab. Herudover er der for nylig blevet udviklet og registreret en tredje IMiD (immunmodulerende stof, red.), ved navn pomalidomid. Torben Plesner glæder sig over de mange nye muligheder at bekæmpe knoglemarvskræft med.

”Når man skal angribe myelomceller, er det godt at bruge flere våben. Vi har fire hjørnestene, som vores hus står på i behandlingen af knoglemarvskræft: Kemoterapi, binyrebarkhormon, proteasomhæmmere og IMiDs. Nu kommer så det femte ben, inde midt i huset, nemlig antistofferne, som helt sikkert også vil betyde et meget stort fremskridt for patienterne,” siger han.

Karakteristisk for såvel proteasomhæmmerne som IMiDsene og antistofferne er, at de er både effektive og skånsomme, fortæller Torben Plesner:

”I gamle dage gik tendensen i retning af, at det eneste, vi kunne gøre, var at skyde løs på patienterne med høj dosis og virkelig prøve at presse citronen til det yderste. Det gav mange alvorlige bivirkninger. Nu har vi noget, der er meget mere skånsomt og har meget bedre effekt. Det vil sige, at patienterne lever længere og med langt bedre livskvalitet, end de gjorde før.”