Danske tal: Overlevelsen efter allogen hæmatopoietisk celletransplantation ved AML er på vej op igen
EHA: Efter man i Danmark indførte intensive forbehandlingsregimer faldt overlevelsen for AML-patienter, der havde modtaget en allogen hæmatopoietisk celletransplantation (HCT). Men nu er overlevelsen på vej op igen, viser et nyt dansk studie.
Den samlede overlevelse (OS) er steget de seneste årti for ældre over 50 år og komorbide patienter med akut myeloid leukæmi (AML).
Det viser et dansk populationsstudie (abstract #P537) præsenteret ved årets Europæiske Hæmatologiske Selskabs kongres, der afholdes 9.-12. juni i Østrig.
Den samlede overlevelse efter to og fem år er steget til henholdsvis 66 procent og 57 procent.
Det er en positiv udvikling, da overlevelsesraterne faldt i begyndelsen af 2000 og ti år frem, efter man i 2001 indførte mindre intensive forbehandlingsregimer (non-myeloablativ konditionering) i Danmark, hvilket gjorde allogen hæmatopoietisk celletransplantation (HCT) til de to patientgrupper muligt.
Studiet bestod af data fra i alt 659 voksne med AML, der fra 2000 til 2020 fik sin
første HCT i Danmark og medianopfølgningen var 7,5 år.
Median alderen ved HCT var 56 år, og 63 procent af patienterne blev transplanteret i første komplet remission, 35 procent i anden eller højere komplet remission, og to procent efter primær induktionssvigt. Ikke-myeloablativ konditionering blev udført hos 60 procent af patienterne fra 26 procent i 2000-2005 til 65 procent i 2016-2020.
Ikke-tilbagefaldsdødelighed
HCT er en potentielt helbredende behandling af AML, men overlevelse er udfordret af risikoen for tilbagefald og behandlingsrelateret og ikke-tilbagefaldsdødelighed (NRM).
Den danske forskergruppe bag studiet peger på ændringer i NRM, som grund til de forbedrede overlevelsesrater de seneste 10 år.
Studiet viser også, at risikoen for akut Graft versus host disease (GvHD) faldt over tid fra en forekomst på 42 procent i 2000 til 26 procent i 2020. Risikoen for kronisk GvHD forblev dog stabil med en to-årig kumulativ forekomst på 49 procent i den fulde kohorte.
Forskerne bag studiet peger også på, at “de seneste forbedringer i peri-HCT understøttende behandling og post-HCT vedligeholdelsesbehandlinger kan forbedres yderligere overlevelse i det kommende årti”.

