Måske er tiden inde til at udskifte bemandingen af Medicinrådet

Logo for hæmatologisk tidsskrift

- først med nyheder om medicin

Magrolimab har varig effekt mod aggressiv AML

ASCO: Præliminære resultater for effekt og sikkerhed ved den første potentielle anti-CD47 antistofbehandling til AML bliver bekræftet i større  fase 1b studie som også omfatter seksmåneders-data for en MDS-kohorte.

Magrolimab (Hu5F9-G4) er et antistof rettet mod CD47 mikrofager, som ved ASCO-kongressen sidste år blev rapporteret som sikker og med behandlingseffekt hos i alt 34 patienter med AML og MDS. I år kan forskerne på ASCO kongressen 2020 præsentere (Abstrakt #7507) fase Ib-resultater fra 68 patienter (39 MDS og 29 AML), og opfølgningen bekræfter såvel behandlingseffekt som sikkerhedsprofilen fra 2019.

Medianalderen i den nye kohorte er 72 år, og deltagerne er enten højrisiko IPSS-R MDS eller AML, som ikke kunne behandles med kemo. 19 procent var i middel cytogenisk risiko og 68 procent i lav risiko, mens risikoen var ukendt for 13 procent af deltagerne. 27 procent havde desuden TP53-mutation.  

De er blevet behandlet med en kombination af magrolimab og Azazitidine (AZA). Behandlingen blev eskaleret ud fra priming dosis eksalations regimet 1-30 mg/kg QW, Q2W cyklus 3+. AZA blev doseret med 75 mg/m2 fra dag 1-7. Behandlingseffekten blev målt ved IWG 2006 for MDS og ELN 2017-kriterierne for AML.

Ved en medianopfølgning for grupperne med enten MDS, AML eller TP53-muteret AML på henholdsvis 5.8, 8.8 og 9.4 måneder (fra 1,9 til 16,8 måneder) var median respons ikke nået i nogen af grupperne, og 91 procent af MDS-patienterne og samtlige AML-patienter havde stadig respons efter seks måneder. Overlevelsen efter seks måneder var 91 procent hos AML-patienter med TP53-mutation og 100 procent for MDS-patienter. 

Patienterne kunne generelt tåle Kombinationen magrolimab + AZA, og sikkerhedsprofilen ligner profilen for patienter behandlet med AZA alene. De mest almindelige bivirkninger var anæmi (38 procent), træthed (21 procent), neutropeni (18 procent) og infusionsreaktion (16 procent). Behandlingsrelateret febril neutropeni var 1.5 procent, og kun en enkelt patienter afbrød behandlingen på grund af bivirkninger. Hos RBC-transfusionsafhængige patienter blev 58 procent af MDS- og 64 procent af AML-patienterne uafhængige af transfusionerne.  

Hos 30 ud af 33 MDS-patienter var det muligt at evaluere behandlingsrespons, og her var den objektive respons 42 procent for CR, 24 procent ved knoglemarv, 3 procent for PR, 21 procent for HI alene og 9 procent for D). Responset blev dybere i løbet af de seks måneder med en reponsrate på 56 procent ved seks måneders opfølgning eller mere. 

Ud af de tolv AML-patienter med TP53-mutation havde 75 procent en CR+CRi (42 procent CR, 16 procent CRi, 4 procent PR, 4 procent MFLS, 32 procent SD, 4 procent PD). Cytogenisk CR blev observeret hos henholdsvis 35 procent og 50 procent af de MDS- og AML-patienter, som responderede på behandlingen. 22 procent af MDS-patienter og 50 procent af AML-patienterne med CR/CRi/marv CR var MRD-negative målt ved flow cytometri.

Alt i alt tåler patienterne magrolimab, og behandlingen har en vedvarende effekt, konkluderer forskerne bag fase IB-studiet. Særligt patienterne med TP53-mutation, som generelt har en dårlig prognose viser effekt af behandlingen, og planlægningen af et randomiseret fase III-studie (ENHANCE) er i gang.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift