
Hastværk om sammenlægning vækker undren i patientforening
En sammenlægning af de hæmatologiske afdelinger ved Rigshospitalet og Herlev Hospital skal overvejes grundigt. Uroen efter en sammenlægning risikerer at skabe endnu mere trafik af myelomatosepatienter fra hovedstaden til hospitalerne i Regions Syd, advarer Dansk Myelomatose Forening.
I sidste uge kom det frem, at den administrative ledelse i Region H, ønsker at regionspolitikerne tager stilling til en sammenlægning af de hæmatologiske afdelinger ved Rigshospitalet og Herlev Hospital i løbet at denne sommer. Overvejelserne sker som led i arbejdet med Hospitalsplan 2025, men i en mail til politikerne anbefaler administrationen, at der træffes beslutning for eller imod den første del af kræftplanen, som blandt andet omfatter hæmatologien, i løbet af sommeren 2020, og man ikke venter til resten af kræftplanen er klar til politisk behandling. Planen er, at man herefter vil gennemføre et videre udviklings- og planlægningsarbejde, hvor man vedtager detaljerne omkring sammenlægningen i et samarbejde mellem medarbejdere og ledere på de to hæmatologiske afdelinger.
Sådan en sammenlægning har været drøftet i flere år, men det kommer bag på formand for Dansk Myelomatose Foreningen Søren Dybdahl at Region Hovedstadens administration pludselig fremskynder et konkret forslag om at gennemføre sammenlægningen i sommeren 2020. Som patientforening er Dansk Myelomatose Foreningen ikke imod sammenlægning af afdelinger, så længe øvelsen er til gavn for patienterne, men i patientforeningens undrer man sig over, at Region Hovedstaden har travlt med at gennemføre beslutningen.
“Vi bliver nødt til at spørge, hvorfor det er nødvendigt at haste en så væsentlig beslutning igennem, og hvorfor en sammenlægning skal foregå lige nu, hvor hospitalerne er optaget af coronakrisen og Region Hovedstaden afventer tiltrædelse af ny koncerndirektør? Og hvad er den faglige begrundelse for, at en sammenlægning overhovedet er en god ide? Det mangler vi svar på,” siger han.
I notatet “Beskrivelse af muligheder for den fremtidige organisering af hæmatologien” skrev Region Hovedstaden i februar 2014, at der inden for hæmatologien ikke er evidens for, at behandlingsresultater for regionale og højt specialiserede funktioner er bedre på afdelinger med meget store patientgrundlag sammenlignet med mindre afdelinger.
“Der har således ikke været forskel i behandlingskvaliteten på Herlev Hospital, Rigshospitalet og de øvrige afdelinger i Danmark,” skrev Region H dengang, og Søren Dybdahl undrer sig over, hvad der har ændret sig siden dengang.
“Er der nyfundne lægefaglige eller sundhedsmæssige fordele, eller har politikerne gang i en spareøvelse, der risikerer at gå ud over patienterne? Det synes jeg, alle fortjener at få at vide, i stedet for at sagen skal hastes igennem i det skjulte,” siger Søren Dybdahl.
I Dansk Myelomatose Forening har oplysningen om Hovedstadens planer om at lægge de Hæmatologiske afdelinger ved Herlev og Rigshospitalet affødt en række henvendelser fra patienter og pårørende. De er bekymrede over sammenlægningen, og flere har valgt at skrive debatindlæg eller breve direkte til regionspolitikerne, fortæller Dybdahl.
“En sammenlægning, som måske i et excel-ark ser overskuelig ud, kan i realiteten blive meget langstrakt og tage år. Det er jo ikke bare et spørgsmål om at samle personalet på én matrikel, men at sammenlægge to kulturer og forskellige procedurer og traditioner. Man må forvente, at det vil lægge et stort pres på personalet, og man kan frygte, at der i årevis vil gå mange ressourcer fra den daglige patientkontakt og behandling,” siger Søren Dybdahl.
Han mener, at det er vigtigt, at regionen melder klart ud for at undgå unødige bekymringer.
“Der er i forvejen en ret markant trafik af patienter fra Region Hovedstaden til hospitaler i Region Syd. En af grundene er, at patienterne føler sig sat mere i centrum på disse hospitaler. Min opfordring til politikere og embedsmænd i Region Hovedstaden er at huske at regne patienterne med i det komplekse regnestykke, en sammenlægning vil være. Ellers risikerer man, at trafikken af patienter ud af regionen vil vokse de kommende år,” siger han.