Kristian Lunds blog

Medicinrådet: Værdien af Imnovid mod tidligere behandlet myelomatose kan ikke kategoriseres

Værdien af Imnovid (pomalidomid) i kombination med Velcade (bortezomib) og dexamethason (PomBorDex) kan ikke kategoriseres, når behandlingen sammenlignes med fire øvrige behandlinger til patienter med myelomatose, som har modtaget mindst én tidligere behandling.

Det vurderede Medicinrådet på et møde 23. oktober, hvor det hedder, at værdien af PomBorDex ikke kan kategoriseres sammenlignet med Darzalex (daratumumab) i kombination med Velcade og dexamethason (DaraBorDex), Darzalex i kombination med Revlimid og dexamethason (DaraLenDex) samt Kyprolis (carfilzomib) i kombination med dexamethason (CarDex) i tre kliniske spørgsmål.  Evidensens kvalitet vurderes at være meget lav.

På baggrund af sammenligningen af de absolutte effektestimater fra studierne ser PomBorDex samlet set ud til at være et dårligere behandlingsalternativ end DaraLenDex og DaraBorDex, lyder det i vurderingen. Derimod ser PomBorDex ud til at være et ligeværdigt behandlingsalternativ sammenlignet med CarDex og bør på linje med CarDex anvendes efter DaraBorDex og DaraLenDex eller tidligere, hvis Darzalex er kontraindiceret.

Fagudvalget indplacerer PomBorDex som en behandlingsmulighed til patienter, der tidligere har modtaget mindst én behandling, men som et behandlingsvalg, der på linje med CarDex bør anvendes efter DaraLenDex og DaraBorDex. Det vil typisk være patienter, som ved første relaps er behandlet med enten DaraLenDex eller DaraBorDex, og som oplever et nyt behandlingsbehov. Fagudvalget vurderer, at PomBorDex og CarDex er ligeværdige behandlingsalternativer.

Imnovid binder til proteinet cereblon og hæmmer dets funktion. Proteinet findes i knoglemarvens celler og er involveret i blandt andet cellens stofskifte, signalering og i dannelsen af nye blodkar. Imnovid i kombination med Velcade og dexamethason er godkendt i Europa til voksne patienter med myelomatose, som har modtaget mindst én tidligere behandling inklusive Revlimid.

Udskriv Email

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift