Immunstyrkende antistoffer på vej til myelomatose
Antistoffer, som styrker patientens immunforsvar, er så småt begyndt at blive testet i myelomatosepatienter. Professor Niels Abildgaard har store forventninger til den nye form for immunterapi, som allerede har vundet indpas i f.eks. behandlingen af modermærkekræft.
”Der er ikke så mange data på myelomatose endnu, men de begynder at komme. Der er igangsat studier med PD1-hæmmerne nivolumab og durvalumab hos danske patienter. Det er en spændende udvikling,” siger han.
Det smarte ved de nye antistoffer, som nivolumab og durvalumab, er, at de aktiverer patientens egne dræberceller; T-cellerne, så de angriber kræftcellerne.
”Når man har kræft, formår kræften at skjule sig fra T-cellerne. Det gør de ved, at der bliver overudtrykt nogle molekyler, som hedder PD1 eller PD-L1, der hæmmer T-cellerne. Det betyder, at T–cellerne så at sige ikke opdager, at kræftcellerne er der. De nye antistoffer aktiverer T-cellerne, og det synes jeg, er særdeles interessant” siger Niels Abildgaard.
Han fremhæver også CAR T-celleterapi som en mulig vej at gå for at forbedre behandlingen af myelomatose. Metoden er endnu først og fremmest testet i akut lymfatisk leukæmi (ALL) og kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) og er ikke kommet så langt i myelomatose. ASH 2016 præsenterer dog opfølgningsdata søndag k. 9.30 fra et studie, hvor 12 patienter har fået CAR T-celleterapi, og hvor der blev set respons hos 15-20 procent af patienterne.
Forskerne bag studiet mener, resultaterne viser, at genetiske modificerede T-celler er en meget lovende metode til at kunne forbedre behandlingen af myelomatose. De påpeger dog, at et vigtigt område af CAR-forskningen er at identificere nye CAR-targets.
Niels Abildgaard påpeger da også, at det ikke er det rette target, der er angrebet i studiet.
”Det er ikke en optimal CAR T-celleterapi til myelomatose, fordi den er rettet mod det antigen, der hedder CD19, og myelomatoseceller udtrykker ikke ret meget CD19. Man arbejder i øjeblikket med at udarbejde nogle CAR T-celler, som er mere specifikt rettet mod nogle af de antigener, som myelomatose udtrykker. Det bliver spændende at se, hvad det vil vise,” siger han.

