PD1-hæmmere til Hodgkin var mest hot i år

”Det kommer til at få rigtig stor betydning. Og det er kun begyndelsen, for det er et helt nyt behandlingsprincip, der intet har med kemo at gøre, men er en aktivering af patientens eget immunforsvar, der går til angreb på sygdommen," mener Martin Hutchings.

EHA 2016: To studier om PD1-hæmmerne nivolumab og pembrolizumab i Hodgkin Lymfom markerede sig som noget af det absolut hotteste på årets EHA-møde, mener overlæge på Hæmatologisk Klinik, Rigshospitalet, Martin Hutchings.

”Der var mange spændende abstracts om lymfomer i år, men de to fase II-studier om nivolumab og pembrolizumab i patienter med tilbagefald af Hodgkin Lymfom står ud som de klart mest spændende og leverer nogle af de helt store resultater på EHA i år. Studierne bekræfter det, vi tidligere har set, nemlig at PD1-hæmmere virker rigtig godt i Hodgkin. PD1-hæmmere er et interessant princip ved andre hæmatologiske og onkologiske sygdomme, men det er ekstra interessant ved Hodgkin, fordi sygdommens særlige biologi gør, at det virker utrolig godt,” siger Martin Hutchings.

Han er ikke i tvivl om, at resultaterne kommer til at give genlyd i behandlingen af Hodgkin.

”Det kommer til at få rigtig stor betydning. Og det er kun begyndelsen, for det er et helt nyt behandlingsprincip, der intet har med kemo at gøre, men er en aktivering af patientens eget immunforsvar, der går til angreb på sygdommen. Der er meget høje responsrater, og det er varig respons, som i begge stoffers tilfælde er rigtig god. Der er alle mulige grunde til at tro, at de her stoffer vil blive udviklet til brug tidligere i sygdomsforløbet og i kombination med andre stoffer,” siger Martin Hutchins.

Overbevisende resultater

De to studier viser, at PD-1-hæmmerne effektivt forbedrer sygdomssituationen for patienter med klassisk Hodgkin Lymfom (cHL), der uden succes har fået autolog stamcelletransplantation efterfulgt af brentuximab vedotin (Adcetris).

Det ene forsøg har testet effekten af nivolumab (Opdivo) på 80 patienter med cHL i fase II checkmate-205 studiet (Abstrakt S793), der i maj måned fik FDA til at give nivolumab en fremskyndet godkendelse til behandling af patienter med cHL. 

De 80 patienter havde i gennemsnit fået fire tidligere behandlinger. Ved data cut-off i oktober 2015 var 64 procent stadig i behandling. Af de 29 patienter - svarende til 36 procent - der stoppede behandlingen var hovedårsagen sygdomsprogression, mens kun fire patienter ophørte på grund af bivirkninger. 6 patienter, der stoppede med behandling med nivolumab og efterfølgende fik stamcelletransplantation, var i live ved data cut-off.

Efter en gennemsnitlig opfølgning på 8,9 måneder var den totale responsrate på 66 procent, mens 8,8 procent af patienterne var kræftfrie. Hele 57,5 procent havde opnået delvis remission, og alle undtagen én respondent havde en tumor-reduktion på mindst 50 procent i forhold til baseline. Den seks måneders progressionsfri overlevelse var 77 procent, mens den totale overlevelse var på 99 procent.

PD1-hæmmeren pembrolizumab (Keytruda) viste i en præsentation lige efter nivolumab-præsentationen på EHA’s kongres søndag morgen, stort set samme resultater i forhold til klassisk Hodgkin lymfom (Abstrakt S794).

I studiet blev 60 patienter med meget genstridig cHL sat på 200 mg pembrolizumab hver tredje uge. Den ene gruppe med 30 patienter havde været igennem ASCT og efterfølgende brentuximab vedotin-behandling, mens den anden gruppe med 30 patienter havde ikke mulighed for ASCT pga. kemo resistens og havde ikke gavn af brentuximab vedotin.

Resultaterne viste, at 70 procent af deltagerne i gruppe 1 reagerede positivt på behandlingen med pembrolizumab. Seks patienter opnåede komplet remission, 15 delvis remission og 6 patienters tilstand var stabil. I den anden gruppe var ORR (overall respons rate) 80 procent. 8 patienter blev kræftfrie, 16 opnåede delvis remission og 4 patienters sygdom var stabil.

Håndterbare bivirkninger

Med en median på 6 behandlingsserier var de mest almindelige behandlingsrelaterede bivirkninger ved behandling med pembrolizumab feber (13 procent), diarré (8 procent), og træthed. Der var ingen behandlingsrelaterede dødsfald.

Martin Hutchings fortæller, at netop de mildere bivirkninger er et stort plus ved PD1-hæmmerne, men at det er noget, man skal lære at håndtere, fordi de også er anderledes end de bivirkninger, der opstår ved kemoterapi.

”PD1-hæmmerne har en mindre og en anderledes bivirkningsbyrde end kemoterapi, som man skal lære at håndtere. Bivirkningerne er aldeles håndterbare og meget lidt giftige sammenholdt med den respons, stoffet giver, når man giver det alene. Men vi ved ikke meget om, hvad der sker, når vi kombinerer PD1-hæmmerne med andre stoffer,” siger Martin Hutchings.

Oplagt at kombinere

Tilsammen understreger undersøgelserne, at begge PD-1-hæmmere kan give mange patienter med refraktær klassisk Hodgkin Lymfom håb om forbedring af deres sygdom.

”De to studiers kohorter og set-up minder meget om hinanden. De beskriver begge stoffet i velbeskrevne kohorter, både hos folk, der har fået og ikke har fået brentuximab, og både hos dem, der er blevet højdosisbehandlet, og dem, der ikke er. Det er klinisk rart at kunne skelne mellem de grupper. Da de første resultater med nivolumab og pembrolizumab blev præsenteret, virkede det som om, der var lidt højere responsrate på nivolumab, men nu tyder det på, at man kan regne med samme responsrate på de to stoffer,” siger Martin Hutchings.

Han mener, at det er oplagt at forsøge sig med kombinationsbehandlinger.

”Det er ikke ukompliceret at kombinere PD1-hæmmerne med transplantation, men kombination med kemo og andre biologiske lægemidler, som f.eks. bispecifikke antistoffer er oplagt og giver rigtig god mening. Hvem ved, hvad man kan opnå, når man kombinerer de her stoffer på en intelligent måde? De næste fem år kommer inden for Hodgkin til at handle meget om, hvordan man kombinerer checkpoint-inhibitorer med andre stoffer, som vi har eller får tilgængelige. Det bliver rigtig, rigtig spændende.”