Lovende CAR-T-resultater mod aggressiv myelomatose

Skrevet af Nina Bro den . Skrevet i Myelomatose.

ASCO: Janssens CAR-T behandling JN-4528, som er rettet mod BCMA, har vist respons hos samtlige patienter med aggressiv myelomatose i CARTITUDE-1-studiet.

Effekten viste sig tidligt og var dyb og varig med ni ud af ti progressionsfri patienter efter ni måneder, konkluderer forskerne bag fase Ib/II-studiet, som bliver præsenteret (Abstract #8505) ved den virtuelle ASCO-kongres 2020.

Det er dermed endnu et studie, der bekræfter CAR-T som en lovende kræftbehandling, i dette tilfælde til patienter med relaps og refraktær myelomatose (RRMM). 

Studiet omfatter 29 patienter med RRMM konstateret ud fra IMWG-kriterierne, og alle havde forud for studiet været i behandling med mindst tre andre kombinationsbehandlinger uden at have tilstrækkelig effekt eller var dobbeltrefraktære over for en PI og IMiD og havde modtaget anti CD-38 antistofbehandling. Til lymfedepletion fik patienterne cyclofosfamid 300 mg/m2+fludarabine 30 mg/m over tre dage, og JNJ-4528 blev givet som en enkelt infusion (median, 0,73*10 i sjette CAR+ brugbare T-celler/kg).

Cytokin release syndrom blev målt ved Lee et al/2014 og neurotoxicitet ved CTCAE, v5.0 og ASTCT måling. Behandlingsrespons blev vurderet ved IMWG-kriterierne.

Per 17. januar i år var medianopfølgningen ni måneder, og alle patienter havde på det tidspunkt effekt af behandlingen. 22 patienter (76 procent) komplet respons (sCRs), Seks (21 procent) havde meget god effekt (VGPRs) og en enkelt (3 procent) havde mindre god respons. Bivirkningsprofilen var håndterbar, hvilket indikerer, at behandlingen vil kunne gives ambulant.

Et flot resultat, som dog mangler at blive bekræftet i et stort klinisk studie, mener professor ved Hæmatologisk afdeling ved Odense Universitetshospital Niels Abildgaard. 

“Selve responset er flot. Det er patienter, der er meget syge, og de har alle været i behandling med mindst tre af de effektive standardbehandlinger, og er multirefraktære over for vores kombinationer, så det er et godt resultat, at de allesammen responderer, og der er et flot vedholdende respons efter seks måneder, men sagen er, at for at det her virkelig skal være interessant, skal vi også gerne se, at der er mere langvarig respons. Det her er en rigtig lovende behandling, men vi mangler at se større behandlingsserier og længere opfølgning, for man har erfaringsmæssigt i andre studier med anti-BCMA CARs observeret, at de fleste myelomatosepatienter taber responset efter ni til tolv måneder,” siger han. 

Han undrer sig over, at der ikke rapporteres større studier med længere opfølgning. 

“Nu har vi hørt om CAR-T ved myelomatose i fem år, og så er det lidt underligt, at der ikke kommer nogle større serier. Der kan være flere aspekter i det, og tekniske laboratoriemæssige aspekter kan være en del af det. For eksempel har flere firmaer haft udfordringer med at få etableret laboratorie kapacitet til at producere CAR-T cellerne. Jannsen rapporter her flotte resultater, men vi kan stadig kun sige, at det et en lovende behandling,” siger Niels Abildgaard.