Medicinrådet stiller spørgsmål til behandlingsvejledning for myelomatose

Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Myelomatose.

Medicinrådet vil have en lang række spørgsmål besvaret, før rådet vil godkende en behandlingsvejledning for myelomatose.

Det fremgår af et referat fra det seneste møde, 10. oktober, hvor rådet ønsker supplerende oplysning/uddybning vedrørende følgende punkter:

- Giver det mening at lave en vurdering af tredjelinjebehandling, når evidensgrundlaget er så svagt?

- Betyder det noget for behandlingsvejledningen på anden og tredje linje, at der kommer et nyt førstelinjebehandlingspræparat?

- Definitioner af hvornår patienter er refraktære

- (Eventuel) ligestilling på andenlinjebehandling

- Oversigt over forskel i og omfang af bivirkningstyper

- Reduktion af dosis

- Indsætte et flowdiagram over behandlingsforløb og angivelse af hvilken del af dette forløb, beskrivelsen er rettet imod

- Hvilke nye data foreligger, som gør, at Farydak (panobinostat) anbefales, når der ikke er påvist overlevelsesgevinst i forhold til placebo?

- Findes der data, der belyser effekten af genbehandling med Darzalex (daratumumab) i tredje linje?

På mødet 10. oktober besluttede Medicinrådet, at spørgsmålene skulle viderebringes til fagudvalget vedrørende myelomatose, da rådet ikke forventede, at den netop tiltrådte formand - Ulf Christian Frølund, som er overlæge på Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital - kunne besvare alle spørgsmål om det tidligere arbejde i fagudvalget.