Daratumumab fordobler effekten af VMP

ASH 2017: Daratumumab reducerer risikoen for progression med 50 procent, når det gives i kombination med VMP til nydiagnosticerede myelomatosepatienter, der ikke er egnede til ASCT.

Det viser et nyt fase 3-studie. Og overlevelsen kan meget vel vise sig også at være bedre, når der kommer langtidsdata, mener professor Niels Abildgaard, SDU.

Det står klart efter at ny data fra det randomiserede fase III-studie ALCYONE som det tredje studie dokumenterer, at daratumumab i kombination med VMP (D-VMP) er langt bedre til nydiagnosticerede myelomatosepatienter, som ikke er egnede til ASCT, end VMP-behandling alene, og at kombinationen fordobler den progressionsfri overlevelse.

Professor ved Syddansk Universitet Niels Abildgaard kalder resultaterne overbevisende.

”Der er de samme store forskelle i behandlingsarmene, som vi så i POLLUX- og CASTOR-studierne. Vi har været lidt usikre på, om det holdt vand, men det gør det. Der er en hazard ratio på 0,5, hvilket groft sagt vil sige, at behandlingen med daratumumab i kombination med VMP er dobbelt så god som VMP alene,” siger Niels Abildgaard.

I ALCYONE-studiet har forskerne randomiseret 706 patienter med NDMM, som enten var ældre end 65 år eller af andre grunde ikke egnede til ASCT, 1:1 og givet dem enten VMP eller D-VMP.

Alle patienter har modtaget VMP i op til maksimalt ni cyklusser af seks uger, og D-armen fik derudover 16 mg/kg daratumumab IV QW i første cyklus og Q3W frem til niende cyklus og Q4W i post VMP-fasen indtil der forekom progression. Det vigtigste endemål var progressionsfri overlevelse, og sekundært så forskerne også på ’overall response rate’ ORR.

80 procent af patienterne i D-armen og 62 procent fra VMP-armen gennemførta alle ni cyklusser i studiet, og ved opfølgning efter 16.5 måneder var risikoen for progression eller død reduceret med halvtreds procent hos patienter behandlet med D-VMP. Fordelen ved D-VMP i forhold til progressionsfri overlevelse gælder i øvrigt alle prædefinerede subgrupper inkl. patienter ældre end 75 år, ISS stage III og cytogeniske højriskopatienter.

Studiet viser ikke forskel på den samlede overlevelse, og det kan skyldes, at opfølgningstiden er for kort.

Ifølge Niels Abildgaard kan man dog godt forvente, at daratumumab-behandlingen også giver en bedre overlevelse, ikke mindst fordi studiets måling af minimal restsygdom (MRD) viser, at langt flere patienter behandlet med MPV plus daratumumab opnår MRD-negativitet, end der ses ved de patienter, der er behandlet med MPV alene. 

”Det er rigtig vigtigt at måle sygdomsrespons på et dybere niveau, altså om der er minimal restsygdom. Der tegner sig nemlig mere og mere det billede, at MRD-negativitet bliver en surrogatmarkør for langvarig overlevelse. I studiet er der tre gange så mange patienter, der bliver MRD-negative i den gruppe, der får daratumumab, end i den gruppe, der ikke gør, og derfor mener jeg godt, vi kan forvente, at den samlede overlevelse også vil vise sig bedre med daratumumab,” siger Niels Abildgaard.