Nyt studie afklarer ikke kardiovaskulære risici ved Imbruvica mod CLL

Skrevet af Signe Juul Kraft d. i kategorien Leukæmi

BTK-hæmmeren Imbruvica (ibrutinib) er forbundet med højere risiko for atrieflimren, blødning og hjertesvigt ved kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), men ikke med akut myokardieinfarkt eller slagtilfælde.

Det viser et canadisk populationsbaseret kohortestudie, som ikke bidrager det store til en afklaring på området, mener overlæge Carsten Utoft Niemann fra Rigshospitalet.

”Det bekræfter den kendte risiko for atrieflimren og blødning, men giver os ikke afklaring i forhold til mistanken/FDA black box warning i forhold til mere alvorlige kardielle arytmier og død, ligesom det ikke giver os afklaring af, hvilke prædisponerende faktorer der øger risikoen for atrieflimren/kardielle events,” siger Carsten Utoft Niemann.

Studiet, som er publiceret i Journal of Clinical Oncology er gennemført ved hjælp af sammenkædede administrative databaser omhandlende patienter, der blev behandlet for CLL diagnosticeret mellem 2007 og 2019. I alt matchede forskerne 778 par CLL-patienter (på mindst 66 år) af Imbruvica-behandlede med kontroller, der var behandlet med kemoterapi.

Den tre-årige forekomst af atrieflimren-relateret sundhedskontakt var 22,7 procent hos Imbruvica-behandlede patienter og 11,7 procent hos kontrollerne. Den tre-årige forekomst for hospitalsdiagnosticeret blødning var 8,8 procent hos Imbruvica-behandlede patienter og 3,1 procent i kontroller. Imbruvica-behandlede patienter var mere tilbøjelige til at starte antikoagulation, og efter justering for antikoagulation som en tidsvarierende kovariat forblev Imbruvica positivt forbundet med blødning (HR: 2,58).

Den tre-årige risiko for hjertesvigt var 7,7 procent hos Imbruvica-behandlede patienter og 3,6 procent i kontroller. Der var ingen signifikant forskel i risikoen for iskæmisk slagtilfælde eller blodprop i hjertet i de to grupper.

Udskriv