Professor: Udviklingen af nye behandlingsmuligheder mod sekundær AML er kritisk

Skrevet af Sybille Hildebrandt d. i kategorien Leukæmi

Jeffrey Lancet

Jeffrey Lancet

Sekundær akut myeloid leukæmi (AML) udfordrer hæmatologerne hver eneste dag. For i virkeligheden dækker det over mange forskellige afarter af AML, der alle har det til fælles, at de er rigtigt svære at behandle.

Udviklingen af nye behandlingsmuligheder til patienter med sekundær AML er derfor kritisk, fortæller Jeffrey Lancet, professor i onkologi og leder af afdeling for malign hæmatologi ved Moffitt Cancer Center på Sydflorida Universitet. Til Hæmatologisk Tidsskrifts snarlige nordiske møde om den nyeste viden om AML-behandling den 27. oktober holder han et foredrag om de seneste års fremskridt i behandlingen af sekundær AML.

“Sekundær AML er bl.a. en udfordrende sygdom fordi der undervejs i sygdomsforløbet sker genetiske alterationer, der kan udløse resistens overfor kemoterapi og til en hvis grad falder sammen med dem, man finder ved de myelodysplastiske syndromer. Det gælder f.eks. genmutationerne TP53 og ASXL1,” siger Jeffrey Lancet.

Han fortæller, at hæmatologer snarere anser sekundær AML for at være en stamcelle-leukæmi frem for en leukæmi baseret på mere specialiserede celler. Da de syge celler har stamcelle-agtige egenskaber med en iboende resistens overfor lægemidler, er de svære at ramme med gængse behandlinger som kemoterapi og knoglemarvstransplantation. Og problemet med manglen på effektive behandlingsmuligheder bliver kun større af, at mange patienter ofte er så gamle og skrøbelige, at de ikke kan tåle traditionel kemoterapi.

Positiv udvikling

Trods barriererne synes han alligevel, at der de seneste år har været en positiv udvikling i både sygdomsbiologien og i udviklingen af behandlingsmulighederne.

 “De seneste år har vi set nogle vigtige fremskridt i behandlingen af sekundær AML. Et af dem er den liposomale kombinationsbehandling daunorubicin/cytarabin - også kaldt CPX–351 eller Vyxeos - som er mere effektiv end konventionel behandling,” siger Jeffrey Lancet.

Han henviser til, at Vyxeos giver større remission og overlevelse end den traditionelle (7+ 3)-behandling, hvor patienten gennem syv dage får cytarabin efterfulgt daunorubicin i tre dage. Interessant nok bygger behandlingen for mange patienter også bro til en potentiel kurativ knoglemarvstransplantation. Midlet er dog hverken særligt effektiv hos de patienter, der har mutation i TP53-genet eller hos dem, der har fået hypomethylerende midler for myelodysplasi.

To andre lovende lægemidler i behandling af sekundær AML er udviklet til patienter med højrisiko MDS samt AML med TP53-mutationer, som dels er med til at definere sekundær AML, dels findes i <10% de novo AML og MDS. Det ene middel er epranetapopt, som i studier vist sig at være effektivt mod MDS and AML hos patienter med TP53-mutationer når det kombineres med hypomethylerende lægemidler.

Det andet lovende middel er det anti-CD 47 monoklonale antistof magrolimab, der også er en immun checkpoint-hæmmer, som blokerer det antifagocytiske signal for makrofager. Det har vist sig at have en ‘imponerende aktivitet’ i kombination med hypomethylerende midler i patienter med højgrads- MDS og AML inklusive dem, der har TP53-mutationer.

Nøglen til mere vellykket terapi

"Jeg tror, at disse typer målrettede lægemidler for alvor bliver nøglen til mere vellykket terapi i sekundær AML såvel som alle former for højrisiko-AML,” siger Jeffrey Lancet.

Sekundær AML er en omdiskuteret diagnose fordi den ikke officielt er defineret af verdenssundhedsorganisationen WHO. Hæmatologerne i klinikken kender dog sekundær AML som sygdomme, der udspringer fra primære hæmatologiske sygdomme såsom MDS, myelodysplastisk syndrom eller behandlingsrelateret AML.

“Efterhånden ved vi en del om biologien bag ved den sekundære AML. Vi ved f.eks. at AML hos nogle patienter er udløst af en klon af præ-leukæmiske stamceller, der bærer de genetiske mutationer som du finder ved myelodysplasi. Disse kloner overlever behandlingsforløbet med kemoterapi. Identifikationen af klonerne har åbnet op for en ny
behandlingsmulighed, der går ud på at uskadeliggøre disse kloner, så de bliver ude af stand til at sætte sygdomsprocessen i gang. Det er ikke mindst relevant i forhold til at forhindre patienten i at blive resistent overfor behandlingen,” siger han.

Sekundær AML tegner sig for op til 25 procent til 35 procent af de samlede AML-tilfælde, hvoraf de fleste (60-80 procent) stammer fra en tidligere MDS.

MDS-patienter, der går videre til sekundær AML, opnår sjældnere fuldstændig remission, tilbagefaldsfri overlevelse og samlet overlevelse sammenlignet med patienter med de novo AML, det vil sige uden kendte udløsende faktorer eller forudgået af anden hæmatologisk malignitet (MDS eller myeloproliferativ neoplasi).

 

Udskriv