Formand for DSKO: Kæmpe behov for ensartet løsning af lægers efteruddannelse

Skrevet af Maiken Skeem d. i kategorien Samfund

De kappede bånd til industrien har haft konsekvenser for de danske kræftlægers adgang til efteruddannelse. Nu henhører al efteruddannelse under regionerne, men bliver i stigende grad den enkelte kræftlæges ansvar.

I Dansk Selskab for Klinisk Onkologi (DSKO) er man enig i, at der skal være god afstand mellem kræftlægerne og industrien – men selskabets formand Lotte Engell-Nørregård mener, at der snarest skal findes en national løsning, og at efteruddannelsen måske bør ligge i DSKO's regi.

Traditionelt har industrien stået for en væsentligt del af speciallægernes efteruddannelse. Men i februar 2018 overtog Danske Regioner industriens rolle. Hospitalsansatte, speciallæger, herunder kræftlægerne, måtte nu ikke længere have forbindelse til og tage imod støtte fra industrien, når det handler om efteruddannelse og internationale kongresrejser.

Medicinrådet har yderligere med indførslen af habilitetskrav umuliggjort den industrifinansierede efteruddannelse for speciallæger, der gerne vil sidde i rådets fagudvalg. Endnu er der ikke etableret et tilsvarende alternativ, og det efterlader speciallægerne i en situation, hvor de ikke er sikret efteruddannelse på samme niveau som tidligere.

Kongresser giver drive og lyst til at udvikle sig

For Lotte Engell-Nørregård, som er læge på onkologisk afdeling på Herlev Hospital og formand for DSKO er der ingen tvivl om, at det er bedst, hvis lægens rolle er neutral og ikke under påvirkning af industrien. Men der bør, understreger hun, hurtigst muligt findes en mere formaliseret og regional ensartet løsning på, hvordan onkologer dygtiggør sig, som kan stå i stedet for det tidligere samarbejde med industrien:

”Regionerne har afsat en vis pulje penge og et vist antal dage til efteruddannelse af speciallæger. Men mulighederne for at komme med på en af de store internationale kongresser er mindre end tidligere – der hvor vi i langt overvejende grad indhenter viden om den seneste nye udvikling og netværker med vores internationale kolleger.”

Er man medlem af et fagudvalg, er man ofte ’sikret’ en plads på de internationale kongresser. Ellers er man det ikke nødvendigvis – og det er ærgerligt, for det har rigtig stor betydning for stort set alle onkologer at være til stede netop der, pointerer Lotte Engell-Nørregård:

”Netværket med internationale kolleger, diskussionerne med dem ved de forskellige poster-sessions og de efterfølgende diskussioner danske kolleger imellem om, hvordan vi oversætter internationale data til en dansk kontekst, er helt afgørende. Man får et stort drive, bliver nærmest høj og får lyst til og mod på at udvikle sig og dygtigøre sig yderligere. At være til stede ved eksempelvis ASCO (American Society of Clinical Oncology) er en vigtig faglig stimulering, som man kan leve meget længe på og som i sidste ende bibringer de danske patienter den bedst mulige behandling.”

Bliver man sendt afsted på en international kongres, så har man til gengæld en forpligtigelse til at viderebringe data og viden til sine kolleger hjemme på afdelingen, understreger Lotte Engell-Nørregård:

”Det er dog ikke formaliseret vidensdeling. Nogen vil ikke være til stede – enten fordi de ikke er på arbejde netop den dag eller på grund af travlhed.”

Grænser mellem job og fritid udviskes

Det øgede arbejdspres i klinikken og en hastig farmakologisk udvikling bevirker, at kræftlægerne i stadig stigende grad må søge viden om den seneste behandlingsmæssige udvikling i deres fritid. Det hører naturligvis med til jobbet og til den faglige professionalisme og er helt uundgåeligt, hvis man er forskningsaktiv. Men grænserne mellem job og fritid udviskes i stigende grad, pointerer Lotte Engell-Nørregård:

”Udviklingen går rivende stærkt, og patienterne er på forkant med udviklingen. Er der nye behandlingsmuligheder på vej, så ved de det med det samme. De har kendskab til de forskellige forsøg og ofte også til endnu ikke publicerede data for eksempel data fra ASCO. Nogle møder op med den forventning, at vi kan tilbyde en given behandling, og de er villige til at diskutere og argumentere for muligheden. Vi skal derfor naturligvis hele tiden have kendskab til den absolut nyeste behandling, til hvem, der kan have gavn af den, hvilken effekt den i givet fald kan have og hvilke bivirkninger den måtte have.”

Et eklatant behov for en national løsning

Men de danske onkologer er klædt godt på, mener Lotte Engell-Nørregaard, ligeså godt som deres internationale kolleger, og det til trods for udfordringerne med efteruddannelse. Det er nødvendigt, mener hun, som speciallæge at være fri af industrien – at kunne forholde sig neutralt. Men der bør hurtigst muligt findes en national løsning, som kan sikre, at onkologerne også fremover formår at følge med den hastige udvikling og få den nødvendige efteruddannelse af højeste kvalitet. Det varierer nemlig fra region til region, hvor lang armslængden er til industrien, og desuden er der også forskel på, i hvilket omfang regionerne afsætter økonomiske midler til efteruddannelse.

”Jeg tror på, at man gør det så godt, som man kan i de enkelte regioner med de midler og de rammer, som man har til rådighed. Men, når det er sagt, så er der et eklatant behov for en ensartet national løsning. DSKO kunne være et oplagt sted at fundere onkologernes efteruddannelse, men finansieringen er fortsat en udfordring. Vi arbejder i bestyrelsen på at lave et efteruddannelsesudvalg, der kan se på, hvordan DSKO kan støtte op om speciallægers efteruddannelse på nationalt plan.”

”Det er uundværligt for den faglige udvikling og naturligvis også for de danske patienters behandlingsmæssige sikkerhed, at vi som onkologer fortsat, også i fremtiden, har nem adgang til den nyeste viden inden for vores specifikke felt, og at efteruddannelse derfor fortsat forbliver en høj prioritet.”

Se  Lotte Engell-Nørregårds besvarelse af Onkologisk Tidsskrifts undersøgelse om kræftlægers efteruddannelse HER

Udskriv