PET-scanning kan forudsige myelomatosepatienters behandlingsrespons

Skrevet af Signe Juul Kraft d. i kategorien Myelomatose

EHA 22: PET-scanning, der viser kræftcellers optagelse af et sporstof, kan bruges til at forudsige, hvordan patienter med myelomatose vil reagere på kemoterapi.

Det viser en ph.d.-afhandling, som læge på Hæmatologisk Afdeling, Vejle Sygehus, Brian Østergaard, præsenterer på EHA via en e-poster præsentation (Abstrakt E1267).

Resultaterne fra afhandlingen, der føjer sig til en række studier i PET-scannings fordele ved myelomatose, får vejleder på afhandlingen professor Niels Abildgaard fra Odense Universitetshospital til at spå, at PET-scanning snart bliver rutine i myelomatose.

”Jeg mener, at PET-scanning er fremtidens undersøgelse af myelomatose, fordi vi får nogle ekstra informationer, som vi ikke har andre metoder til at indhente. Man har ikke i samme grad som ved lymfomer, hvor det er standard, brugt PET-scanning til myelomatose, fordi dataene ikke har været der. Nu har blandt andre Brian skaffet dokumentation for det, og jeg tror, at PET i løbet af kort tid bliver standard for myelomatose også,” siger Niels Abildgaard.

Som det er nu, PET-scanner man ikke myelomatosepatienter rutinemæssigt. Derimod bruger man CT-scanning eller røntgen. Ifølge Brian Østergaard har de to teknikker dog den svaghed i forhold til PET, at de ikke i samme grad kan bruges til at monitorere behandlingsrespons.

I sin ph.d.-afhandling har han set på, om man allerede, før man starter behandling af myelomatose, kan bruge PET-scanning til at sige noget om, hvordan en patient vil respondere på behandling.

Forskel i sukkeroptagelse

Ved PET-scanning indsprøjtes et radioaktivt sukkerstof, som søger derhen, hvor der er sukkeromsætning. Det er der blandt andet hos kræftceller, som derfor lyser op på scanningsbillederne. Forskerne har undersøgt optagelsen af sukkerstoffet i de fokale læsioner i hver enkelt af de patienter, der har medvirket i studiet.

Studiet har inkluderet 70 patienter med mistanke om behandlingskrævende myelomatose, hvoraf 45 havde behandlingskrævende myelomatose, 10 havde asymptomatisk myelomatose og skulle derfor ikke i behandling, 10 havde MGUS (benign tilstand før myelomatose kaldet ’monoklonal gammopati af ukendt betydning’; MGUS), mens resten fejlede noget andet.

23 patienter med myelomatose (21 mænd i alderen 53-75 år) gennemgik 18F-FDG PET/CT-scanning i en prospektiv undersøgelse inden behandlingens begyndelse og to måneder efter højdosis kemoterapi med stamcelleunderstøttelse. Alle scanninger blev udført hhv. en og tre timer efter sporstofindsprøjtning. 13 patienter med ≥ 3 fokale læsioner på mindst 10 mm blev udvalgt til analyse.

Resultaterne viser, at stigningen i optaget af sukkerstoffet efter hhv. en og tre timer var signifikant kraftigere i de læsioner, som ikke, eller kun delvist, responderede på behandling med kemoterapi, end i de læsioner, der responderede på behandlingen. Det vil sige, at patienterne med høj sukkeroptagelse i mindre grad responderede på behandling end dem med lav sukkeroptagelse. Stigningen i partial volume korrigeret (pvc) standard optagelses værdi (pvcSUVmean) var 27,7 procent for læsioner med delvis respons sammenlignet med 11,4 procent for læsioner med fuldstændig respons.

Brug for mere viden

Selvom resultaterne er et vigtigt bidrag til en mere præcis monitorering af myelomatosepatienter, er det endnu for tidligt at bruge sukkeroptaget i de enkelte fokale læsioner til at definere præcist, hvordan det vil gå med en myelomatosepatients sygdomsudvikling, mener Brian Østergaard.

”Der er signifikant forskel mellem de to grupper, hvis man ser på stigningsgraden i sukkeroptaget, men man kan ikke ved start af behandlingen sikkert forudsige hvordan det vil gå for en læsion, ud fra hvor meget sukkeroptaget stiger. Det er vi ikke nået til endnu,” siger han.

Udfordringen bliver fremadrettet at finde ud af, hvordan den opnåede viden kan bruges i klinikken.

”Vi skal have undersøgt, om vi kan bruge metoden allerede, når vi skal planlægge behandlingen med patienten – det vil sige, om det kan være med til at guide os mod en bestemt behandling eller en bestemt behandlingsvarighed for at få det bedste respons,” siger Brian Østergaard.

Viden om kemohjerne

Et af de næste skridt er desuden at se nærmere på, hvad der ligger til grund for forskellen i læsionernes sukkeroptagelse. Der er nemlig også andre forskelle, som kan forklare, hvorfor læsionerne reagerer eller ikke reagerer på behandling, påpeger Brian Østergaard.

”Vi skal også se på, om det har noget at gøre med størrelsen på læsionen, og om der er forskel på, hvor læsionen sidder henne i kroppen i forhold til, hvor responset er bedst eller dårligst. Det er en del af det analysearbejde, vi arbejder med nu,” siger han.

En forskergruppe fra Arkansas har med flere biopsistudier påvist, at den samme patient på et givet tidspunkt kan have fokale læsioner med forskellig risikoprofil ved hjælp af gen ekspression profilering (GEP).

”Vi har selv præsenteret et abstract på ASH 2017 hvor vi påviser det samme billede ved hjælp af cytogenetik og opregulering af forskellige onko-proteiner. Der kan således være flere forklaringer på om en fokal læsion regaerer på en given behandling,” siger Brian Østergaard

En ekstra observation, som Brian Østergaards ph.d. har ført med sig, er viden om, hvad der sker i myelomatosepatienters hjerner, når de får kemoterapi.

”Der er meget snak om ’kemohjerne’, og det er noget, patienterne går meget op – om de får den her slørede fornemmelse, dårligere koncentrationsevne osv. Vi kan se på PET-scanningerne, at der er et reduceret sukkeroptag i hjernen som følge af kemoterapi Der er en forskel før og efter behandling, og forskellen ser ud til at være størst i den gruppe af patienter, som får den mest intensive behandling. Vi ved ikke, om det hænger sammen med patienternes opfattelse af kemohjerne, men det er en interessant observation, som vi mener, skal forfølges,” siger han.

Brian Østergaards ph.d.-afhandling er en del af et større forskningsarbejde omhandlende billeddiagnostik i myelomatose, hvor forskere fra forskellige grupper rundt om i Europa og USA undersøger både PET- og MR-scanning på forskellige tidspunkter i sygdomsforløbet, med forskellige sporstoffer mv.

Tags: EHA 2017

Udskriv