Ny teknologi kan reducere mængden af aktivt lægemiddelstof med 75 procent
Mængden af aktivt lægemiddel kan reduceres med 75 procent ved brug af en ny lægemiddelopløseligheds-forøgende teknologi til tabletformuleringer. Det viser et nyt dyreforsøg, som den danske lægemiddeludviklingsvirksomhed Zerion Pharma A/S (ZERION) for nylig har afsluttet.
Virksomhedens mål er at bekræfte resultaterne i en bioækvivalensundersøgelse med mennesker så hurtigt som muligt i løbet af 2022.
Dispersome-teknologien er en lægemiddelopløseligheds-forøgende teknologi til tabletformuleringer, som resulterer i forbedret biotilgængelighed. I det nye dyreforsøg (med hunde) blev Dispersome-tabletformuleringer testet mod en markedsført referencetabletformulering. Resultaterne viste, at mængden af aktivt lægemiddel kunne reduceres med 75 procent, mens den samme plasmakoncentration som originalproduktet blev bibeholdt. Dette svarer til en fire ganges stigning i biotilgængelighed.
Studiets resultater er positive nyheder for de millioner af patienter, der kæmper med at skulle tage et stort antal tabletter hver dag, siger Ole Wiborg, ZERIONs administrerende direktør.
Reel belastning for patienter
"Mange ældre patienter, der lider af kræft og/eller kroniske sygdomme, skal tage flere forskellige lægemidler. Det kan løbe op i snesevis af tabletter dagligt, og udover det logistiske mareridt gør besvær med at sluge tabletterne, at det er en reel belastning for mange patienter. Vi kan ikke løse alle de udfordringer, der er forbundet med kompleks medicin, men vi er overbevist om, at reduktionen i mængden af aktiv lægemiddelingrediens og antallet af tabletter, som vores Dispersome-teknologi muliggør, er et vigtigt skridt på vejen,” siger Ole Wiborg i en pressemeddelelse.
Ud over fordelene for patienterne vil der være en betydelig positiv miljøpåvirkning at hente ved at reducere mængden af medicin, der skal tages. Kræftmedicin er oftest meget giftig og kan være svært for miljøet at nedbryde. Reduktionen i mængden af aktivt lægemiddel vil derfor medføre en lavere miljøbelastning både på fremstillingsstedet og i spildevandet, da mindre uabsorberet lægemiddel vil blive udskilt fra patienterne, påpeger ZERION. Derudover er Dispersome-teknologien baseret på brug af beta-lactoglobulin, som er fremstillet af en bæredygtig kilde til valleprotein, der er et biprodukt fra osteproduktion.
ZERION mener, at teknologien kan anvendes på en stor del af alle nye orale lægemidler under udvikling samt mange markedsførte lægemidler, der lider af lav opløselighed og som følge heraf lav biotilgængelighed. Lav opløselighed er en af de største udfordringer inden for lægemiddeludvikling.
ZERION blev etableret i 2019 som et spin-ut fra Københavns Universitet baseret på næsten ti års forskning.
- Oprettet den .